Af Christine Benz, Morningstar.
Investorer er strømmet til passivt forvaltede fonde i et utroligt tempo over det seneste årti, og udviklingen er primært blevet tilskrevet lave omkostninger. Private investorer er i højere grad opmærksomme på den effekt, omkostninger har på det afkast, som de i sidste ende kan putte i lommen. Indeksfonde og ETF'er gør dem i stand til at bygge porteføljer med en god risikospredning til billige penge.
Investeringsrådgivere er også blevet bevidste om, at stadig flere kunder er opmærksomme på omkostninger. I det lys giver indeksfonde med lave omkostninger god mening, da det efterlader et større råderum for at rådgivere kan beholde en større del af kagen i egne rækker.
Men jeg mener også populariteten for passive produkters skyldes, at mange investorer ønsker mere simple løsninger til deres opsparinger, og netop ETF'er og traditionelle indeksfonde giver dem mulighed for det. Størstedelen af formuen, der flyttes til passive produkter - uanset om det er ETF'er eller traditionelle indeksfonde - ryger ind i praktiske, ultradiversificerede produkter, dvs. brede globale eller amerikanske aktie- og obligationsindeksfonde med mange underliggende værdipapirer. Det er ikke bare de billigste indeksfonde i butikken, de giver også eksponering mod gigantiske markedssegmenter i én håndvending. Det gør porteføljeovervågning og rebalancering let som en leg.
Men selv om de gængse indeksfonde og ETF'er er utroligt gennemsigtige og lige ud af landevejen, er nogle investorer stadig usikre på, hvad indeksprodukter kan og ikke kan i deres porteføljer. Her er nogle misforståelser, som investorer typisk løber ind i.
Alle indeksprodukter er billige
Det er rigtigt at størstedelen af formuen er investeret i meget billige produkter, og det er en udvikling som har taget til i fart de seneste år. Men det betyder ikke, at alle indeksfonde og ETF'er er slagtilbud. Selvom de største, markedsvægtede indeksfonde kan købes til betydeligt mindre end 0,10 procent om året, har omtrent 850 ETF'er og traditionelle indeksfonde omkostninger på over 0,75 procent.
De fleste af de dyrere fonde følger komplicerede strategier og/eller har ikke tiltrukket den store formue. Men større fonde med en simpel markedsvægtet tilgang kan også være dyre. Et bemærkelsesværdigt eksempel er iShares Emerging Markets ETF (EEM). Med omkostninger på 0,69 procent har fonden "simpelthen ikke en konkurrencedygtig pris", skrev Alex Bryan (Morningstars ekspert på passive strategier i Nordamerika) i hans seneste rapport om fonden. Faktisk tilbyder iShares selv en billigere konkurrent - iShares Core MSCI Emerging Markets (IEMG) til kun 0,14 procent i omkostninger.
Man bør også bide mærke i, at ETF-investorer kan møde andre omkostninger udover fondenes løbende omkostninger. Ofte vil investorer skulle betale handelsomkostninger, når de køber og sælger visse ETF'er. Sådanne omkostninger betyder ikke meget for den store køb-og-behold investor, men kan spille en betydelig rolle for mindre investorer, der handler oftere.
ETF-investorer kan også støde på yderligere omkostninger som overkurs i forhold til underliggende værdipapirer, handelsspænd mellem køb og salg og prisændringer ved lav omsætning i ETF’en. Disse omkostninger kan især spille en rolle for investorer, der handler for store summer i fonde, som kun handles sjældent eller har mange har illikvide værdipapirer.
Indeksfonde er altid billigere end aktive fonde
Indeksfonde er langt billigere end aktivt forvaltede fonde på formuevægtet basis. Fordelen ved lave omkostninger er med til at forklare, hvorfor passive fonde generelt sætter deres aktive konkurrenter til vægs. Men i en håndfuld situationer kan de billigste aktive fonde i en kategori rent faktisk være billigere end de fleste, hvis ikke alle, passive alternativer. Et eksempel er Vanguard High-Yield Corporate som med omkostninger på 0,23 procent gør den billigere end alle på nær én af dens indekskonkurrenter. Vanguards Admiral-version af fonden er dog endnu billigere (0,13 procent) men har også en minimumsinvestering på 50.000 dollar, og det kan være mere end hvad mange investorer ønsker at investere i aktivklassen. Vanguard er dog lidt af et special-tilfælde, eftersom omkostningerne i deres fonde svarer til det, som det rent faktisk koster Vanguard at forvalte dem. Så deres ultra-billige aktive fonde er undtagelsen, der bekræfter reglen. Udover Vanguard er de fleste aktive fonde i sandhed dyrere end deres indekskonkurrenter.
Alle aktivklasser er egnede til indeksfonde
I dag kan investorer købe sig ind i en indeksfond eller ETF i nærmest enhver aktivklasse, som de kunne ønske sig eksponering mod - og endda også i nogle aktivklasser, som de måske var bedre foruden. ETF'ere har været særdeles produktive med hensyn til at forfølge nye og ofte mystiske strategier.
Men bare fordi indeksfonde dækker næsten enhver tænkelig afkrog af markedet, betyder det ikke nødvendigvis, at de er værd at købe. Morningstars analytikere har noteret, at visse aktivklasser er mere egnet til aktiv forvaltning. Aktivklasser med begrænset likviditet (hvor fondenes værdipapirer ikke handles ofte) klinger dårligt sammen med den konstante likviditet, der ydes til ETF-investorerne.
High yield obligationer er en aktivklasse hvor et aktivt forvaltet produkt med lave omkostninger kan give mere mening. De fleste ETF'er inden for likvide alternative investeringer har generelt også svært ved at følge trop.
En anden udfordring er, at de billigste indeksfonde typisk vægter deres investeringer ud fra værdipapirernes markedsværdi, og det kan både være en hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig tilgang til en given aktivklasse. Såkaldte "strategiske beta" produkter bruger alternative metoder til at vægte aktiverne for at imødekomme udfordringen, men det kan også indebære flere omkostninger.
Grafikken her på siden viser udbredelsen af passive investeringsprodukter, både ETF’ere og traditionelle indeksfonde, opdelt på regioner. Analysen er foretaget med Morningstar Direct.
Christine Benz ejer ingen positioner i de ovennævnte værdipapirer.
