Det lave renteniveau kan efterhånden ikke overraske mange investorer længere. Bunden har været historisk lav og selvom renterne for tiden danser lidt op før derefter at falde tilbage igen, så er renterne faktisk steget. Både europæiske og amerikanske renter er steget pænt siden de bundede i sommeren 2016. Dengang var den 10-årige tyske rente negativ og den amerikanske lå omkring 1,5 pct. I dag er niveauet hhv. 0,5 pct. og 2,8 pct. og en kort overgang var den amerikanske rente tæt på 3 pct. Det er stadig beskedent i længere perspektiv, men alligevel højere end da den foreløbige bund blev ramt.
Renteniveauet er kommet boligejere til gode, men glæden er ikke ubetinget den samme hos investorerne. Lave renter er nemlig tilsvarende lig lave afkast, og når renterne samtidig tikker op, giver det faldende obligationskurser. Det skyldes det inverse forhold mellem renter og obligationskurser, og selvom mange investorer ønsker sig en højere forrentning på obligationerne er vejen dertil forbundet med kursfald. Udsigter til pæne afkast kan derfor virke noget dystre og vanskeliggør situationen for investorer for hvilke obligationer skal de satse på?
Derfor er det ganske forståeligt, hvis nogle bliver fristet til at reducere mængden af obligationer i porteføljen. Enkelte overvejer måske endda at sælge helt ud og gå kontant indtil der blæser mildere vinde over obligationsmarkedet. Det resulterer for hovedparten i slet ingen rente, måske ligefrem negativ rente af kontoens værdi, men man garderer sig mod faldende kurserne. Andre er måske fristet til nye græsgange i form af alternative investeringer i stedet for obligationer, men det er ofte beslægtet med flere risici.
Beskedne tab
Inden obligationerne helt skrottes bør man overveje flere relevante betragtninger. Dels er obligationsmarkedet ganske effektivt og kurserne i markedet afspejler den tilgængelige information om de økonomiske tilstande og renteforventninger. Reducerer man beholdningen af obligationer eller går helt i kontanter er det udtryk for, at man selv mener at have endnu bedre indsigt og forventninger end alle andre om, hvordan obligationerne vil klare sig i fremtiden. Man får muligvis ret, men det er ikke sikkert.
Dels bør man overveje sandsynligheden for tab. Danske statsobligationer opgjort ved JPM Denmark har siden indeksets opstart i 1992 blot givet negative 3års afkast i tre perioder (ud af 279 løbende 3års perioder), og det er faktisk de seneste tre måneder. Perioden siden 1992 er kendetegnende ved at være favorabel for obligationer takket være faldende renter og dermed stigende obligationskurser. Men udviklingen viser imidlertid også, at i perioder med mindre gunstige vilkår bør stigende renter ikke føre til paniksalg af nogen art. Derudover bør man overveje omfanget af et eventuelt fald. Det største negative 1års afkast i indekset er 4,3 pct. og det er immervæk noget mindre end da aktiemarkedet tabte knap 38 pct. under finanskrisen.
Muligheder
Varigheden måler obligationers følsomhed over for renteændringer. Nøgletallet indikerer den omtrentlige påvirkning på en obligations kurs som følge af en ændring i renten på 1 pct. Hvis den gnms. varighed er 7 år i obligationsporteføljen kan man forvente kursfald på ca. 7 pct. såfremt renten stiger 1 pct. Så stiger renten kan kortere varighed afbøde de værste kursfald, og obligationer med korte løbetid vil typisk have kortere varighed end dem med mange år til udløb.
Virksomhedsobligationer vil generelt være mindre rentefølsom over for centralbankers rentejusteringer. Renten hæves typisk, når den økonomiske tilstand er i fremgang, hvilket giver en positiv effekt på virksomheden og tilsvarende på deres obligationsudstedelser. Ofte med det forhold at des bedre kreditkvalitet i virksomhedsobligationerne, des tættere er renten på niveau med statsobligationer og dermed vil obligationerne være mere rentefølsomme over for centralbankernes tiltag.
Derfor er de dårligst ratede virksomhedsobligationer mindst rentefølsomme, og vælger man dem som gardering mod faldende renter, må man indstille sig på mere risikofyldte obligationer. Rentestigninger gør det desuden dyrere for selskaber at udstede gæld, hvilket potentielt kan forringe deres finansielle stabilitet på længere sigt.
En tredje mulighed er blot at gøre ingenting. Det lyder banalt og ikke som nogen strategi overhovedet. Men for investorer, der primært benytter obligationer, som modvægt til aktier, bør renteændringer ikke spille den store rolle. Mange obligationer fungerer som en forsikring mod markedsuro på aktiemarkederne, og vil ofte holde skansen og lægge en bund i porteføljen i tider med uro. Derfor kan fokus på porteføljens risikoprofil, den rigtige sammensætning og fordeling af aktivklasserne og færre bekymringer om renteudviklingen stadig give god mening.
Forbedrede økonomiske udsigter i euroområdet gør stigende rentesatser til et mere sandsynligt scenarie. Mens forventningen er, at den første stigning først kommer senere i 2018, er finansmarkederne allerede nu i gang med at indarbejde det i prissætningen af obligationsmarkedet. Det har konsekvenser for investorer med obligationer i porteføljen og kræver, at de overvejer, hvilken strategi, der passer bedst til deres risikotolerance og investeringsmål.
