Succesrate måler aktive forvalteres succes på pragmatisk vis, idet præstationerne måles op mod relevante passive fonde. Det er investorers reelle alternativer til aktiv forvaltning frem for aktive fondes egne sammenligningsindeks. Mange indeks er i praksis ikke investerbare for de fleste investorer, og dermed ikke tilgængelige alternativer.
Nøgletallet tager også højde for aktive fonde, som er tilgængelige på starttidspunktet for beregningen, og dermed de faktiske valgbare muligheder som investorer havde på det givne tidspunkt.
Succesrate udtrykker procentandelen af fonde, som var med fra analyseperiodens start og i live ved udgangen af perioden og klarede sig bedre end passive fonde (opgjort som median-afkastet) i samme Morningstar kategori. Fonde med dårligere afkast end passive fonde over perioden, som er blevet lukket ned eller fusioneret tæller således med som en fond der mislykkedes.
Tilgangen adskiller sig fra den konventionelle med ét repræsentativt indeks som målestok for succes. Analysen forholder sig ikke til størrelsen af den opnåede merperformance – fonde der lige akkurat gør det bedre end passive alternativer tæller lige så meget som dem med betydelig merperformance.
Morningstar startede op i Europa i begyndelsen af 2000'erne, og der vil derfor være en ”overlevelsesbias” i tallene som er baseret på historik fra sluthalvfemserne eller endnu tidligere.
Bedre på hjemmebane
Resultaterne viser, at i kategorier med danske, norske og nordiske aktier klarer aktive fonde sig bedre end i mange andre kategorier. Blandt forklaringerne kan være bedre kendskab til hjemmemarkedet, eller at disse kategorier indeholder aktier med bredere spektrum af forskellige karakteristika, hvor andre kategorier er mere fintmaskede med de fordele og ulemper, som det giver.
Derudover ser vi en større grad af tilfældigheder på korte horisonter. For eksempel havde aktive fonde med fokus på danske og norske aktier et dårligt 2017, mens globale vækstorienterede aktiefonde gjorde det rigtig godt. Generelt er tendensen, at tyngdekraften tynger mere og mere i takt med tidshorisonterne øges og succesrate falder. Det skyldes bl.a. antallet af lukkede og fusionerede fonde vokser, og omkostninger hober sig op og bliver en stadig større klods om foden for aktive fonde.
I kategorien med globale large cap fonde uden vækst eller value tilt er det blot 7 pct. af aktive fonde over 10 år, som både overlevede og udkonkurrerede kategoriens indeksfonde. Til sammenligning er succesraten henholdsvis 65 pct. og 62 pct. for norske og danske aktier. Vi ser også, at succesraten stiger for globale large cap, når man ser over 15 og især over 20 år, men i sidstnævnte vil der være en vis overlevelsesbias i resultatet.
Man må antage eftervirkningerne efter finanskrisen har sat sine spor. For eksempel har europæiske aktive fonde været overvægtet i Europa, overvægt i emerging markets har heller ikke hjulpet, og overvægt af valueaktier vil i udgangspunktet heller ikke have været til nogen særlig nytte. Samtidig har der været en vis konsolidering, og mange fonde er enten lukket eller fusioneret væk fra markedet.
Kan odds forbedres?
Der er visse forholdsregler, som man kan tage for at forbedre sine odds. For det første skyldes en stor del af årsagen til de lave succesrater, at mange fonde lukkes eller fusioneres. Det er umiddelbart ikke let at gardere sig helt mod at det sker, men man kan sikre sig ved at vælge fonde med tilstrækkelig formue. Aktive fonde bør have mindst 1 mia. kr. under forvaltning, og man må forvente større risiko for at de lukkes i takt med fondenes forvaltede formue falder.
For det andet bør man lade fondene opbygge en vis historik inden der investeres. Et tydeligt tegn på at mange fonde sælges frem for at blive rådgivet om, er de penge som går til nye og uprøvede strategier. 80 pct. af alle penge, der investeres i investeringsfonde, går til fonde med mindre end tre års historik.
Flytter man hele tiden penge til nye fonde vil det give en kort investeringshorisont. En fond kan i teorien leve for evigt, så der er ingen grund til at købe nye hvert femte år. Den typiske fond i datasættet har blot 5 år på bagen og 25 pct. har lige akkurat 10 års historik. Den gennemsnitlige levetid for lukkede fonde i datasættet er mindre end 5 år. Ved at vælge fonde, der sandsynligvis vil overleve, øges sandsynligheden for gode resultater betydeligt, og den bedste måde at øge sandsynligheden er ved at vælge fonde med både historik og tilstrækkelig formue.
Måske nye tider
Det er bemærkelsesværdigt, at succesraten er meget lav for mange kategorier i kølvandet på den finansielle krise. For eksempel emerging markets, hvor 17 pct. af fondene over de seneste 10 år opnåede succes, mens andelen stiger til næsten 40 pct. over 20 år. Er det fordi indeksfondene er blevet bedre? Fordi markederne har været særligt vanskelige i kølvandet på finanskrisen? Hvis ja, er dette den nye norm? Eller var det, fordi de muligheder, der opstod i kølvandet på den asiatiske krise var så store, at aktive fonde fik unikke muligheder som ikke lader sig gentage?
Der er ingen nemme svar på disse spørgsmål. Sandsynligvis er det en kombination af bedre indeksfonde, mere udviklede og gennemsigtige markeder, øget konkurrence fra professionelle aktører og bedre teknologi, der gør det muligt at analysere store datasæt mere effektivt i dag end for 20 år siden.
Men man bør ikke afskrive, at aktive fonde får deres renæssance, men de bør kunne modstå at blive målt mod de billigste passive fonde på markedet. I kølvandet på finanskrisen er aktive fonde generelt løbet ind i vanskeligheder, og særligt slemt gik det for amerikanske vækstfonde, at jeg måtte tjekke tallene flere gange.
Som altid er der ingen garanti for, at historiske afkast gentager sig i fremtiden. Det gælder både historisk gode og historisk dårlige præstationer, men i tilfælde af sidstnævnte øger det sandsynligheden for, at fonden en dag er forsvundet fra markedet.
