Væksten i passive investeringsprodukter burde være en udfordring for god selskabsledelse og corporate governance. Kapitalforvaltere er aktionærer med mulighed for at udøve deres indflydelse til at forbedre selskaberne, som de er medejere af. Det kan ske via direkte engagement med selskaberne eller de kan gøre indflydelsen gældende ved afstemninger på generalforsamlingerne om forslag fra ledelsen eller aktionærer.
Men hvis man er en permanent ejer af alle selskaber, hvilket incitament har man så til at engagere sig med de selskaber, man som aktionær ejer? Man vil under ingen omstændigheder sælge aktierne alligevel, så hvorfor bruge penge på at analysere tusindvis af selskaber og engagere sig tilpas meget med dem til, at det vil gøre en forskel i afkastet? Især når det ekstra afkast man måske opnår, skal deles med alle andre passive konkurrenter som også ejer de samme selskaber.
I takt med væksten i den passive investeringsformue er passive investorer blevet de største aktionærer i mange store selskaber. ’The Big Three’ indenfor passiv investering – BlackRock, State Street og Vanguard – er imidlertid ikke blevet mindre engageret, men mere engageret, selvom det i teorien måske burde tale for det modsatte. Som permanente selskabsejere uden mulighed for at sælge aktier i selskaber, som de ikke bryder sig om, er deres eneste mulighed som passive investorer at engagere sig med selskaberne i håb om at påvirke deres adfærd.
Jeg talte forleden med de ansvarlige for området hos ”The Big Three”. Som State Street’s Rakhi Kumar sagde, ”Passiv investering er ligesom at være gift, hvor skilsmisse ikke er en mulighed; man må arbejde med de ømme punkter.” Glenn Booraem fra Vanguard foretrak en bilmetafor: ”Passivt ejerskab er som at være i en bil man ikke kan komme ud af. Man har derfor brug for en god chauffør. Det er bestyrelsen og ledelsen, og styringsredskaberne er både sæderne og airbags.”
Som permanente ejere er “The Big Three” mere fokuseret på langsigtet værdiskabelse såsom styrket virksomhedskultur og ledelse end kortsigtede beslutninger, som ofte vækker mere interesse hos aktive investorer. BlackRock involverer sig i ledelsesmæssige forhold når det vurderes relevant i forhold til selskabets langsigtede værdiskabelse for aktionærer, fortæller Michelle Edkins fra BlackRock. I tråd med de langsigtede perspektiver er blandt BlackRocks fokusområder i denne sammenhæng blandt andet ligestilling i bestyrelsen og mere transparens og gennemsigtighed om klimarisici.
Flere kvinder i bestyrelsen betragtes som en måde at forbedre kvaliteten i bestyrelsen på, og forskning tyder på, at mere ’diverse’ beslutningstagende grupper træffer bedre beslutninger. Alle tre passive kapitalforvaltere arbejder aktivt på at kvinder i højere grad skal indgå i bestyrelsen og kommer op på at udgøre 30 pct. af sammensætningen. State Street har været frontløber og ført en offentlig kampagne symboliseret af statuen "Frygtløs Pige" på Wall Street og, ifølge Bloomberg Markets, at stemme imod genvalg af de øverste medlemmer af bestyrelsens nomineringsudvalg hos 400 selskaber uden kvinder i bestyrelsen.
Hovedårsagen til ”The big Three’s” fokus for mere åbenhed om klimarisici er, at sikre bestyrelsen forstår og på en passende måde overvåger væsentlige langsigtede risici. BlackRock ønsker at ’klimakompetente’ bestyrelser overvåger virksomheder i brancher med større eksponering mod klimarisici. ”Uanset ens holdning til klimaet er der ingen tvivl om, at ændringer i den globale regulering, energiforbrug og forbrugernes præferencer vil få betydelig økonomisk påvirkning på selskaberne, især dem inden for energi-, industri- og forsyningssektoren”, skrev Booraem fra Vanguard.
De tre kapitalforvalteres aktiviteter på ledelsesfronten er ens. I ’åbne breve’ til selskaberne de ejer (hvilket er stort set alle) har BlackRock, State Street og Vanguard alle udtrykt bekymringer omkring disse udfordringer. De åbne breve tiltrækker opmærksomhed fra medier, interessenter og investorer. Selv om det er umuligt at gå i direkte dialog med hvert eneste selskab omkring hvert eneste problem, anses denne form for engagement for at være den mest effektive, grundet det faktum, at interessenterne kan diskutere frit. Direkte dialog er normalt associeret med en implicit trussel om, at hvis ikke problemet kan løses, kan det ende til afstemning på generalforsamlingen.
I forbindelse med ligestilling i bestyrelsen har kun få selskaber lyst til offentligt at blive udpeget som dem, der halter bagud. I begyndelsen af året, hvor selskaberne typisk holder deres årlige generalforsamling, var der 35 aktionærforslag omkring emnet. De fleste af dem, 27 for at være præcis, blev trukket tilbage efter selskaberne lovede, at de ville tage hånd om problemet.
Selskaberne vil helst undgå sådanne aktionærbeslutninger. Det koster tid og penge at føre kampagne til støtte for ledelsens holdning, og hvis for mange aktionærer stemmer imod ledelsen, vil det blive opfattet som en offentlig anklage. Det skete nemlig i år hos Exxon Mobil og Occidental Petroleum, da aktionærforslag omkring større åbenhed om klimarisici fik flertallet af aktionærernes stemmer. Det er næsten uhørt. Aktionærforslag betragtes som værende vellykket hvis de sædvanligvis opnår bare opbakning fra 10 pct. af stemmerne. Faktisk kan et forslag, med blot 3 pct. af stemmerne i opbakning det første år, genfremsættes det efterfølgende år. I år to er det 6 pct. og derefter 10 pct. i efterfølgende år.
Flertal for større åbenhed
I år gav stemmerne fra BlackRock og Vanguard den nødvendige opbakning til de stillede klimaforslag hos Exxon og Occidental, men forslagene havde allerede opnået opbakning fra hhv. 38 pct. og 49 pct. af stemmerne i 2016. State Street var allerede i ja-lejren, da de havde stemt for i 2016. Opbakningen i år var de første klimarelaterede risici som Vanguard havde støttet.
Ifølge hovedparten af deres aktionærer har Exxon og Occidental nølet med hensyn til at offentliggøre information om klimarelaterede risici. Informationsniveauet var hos de to ifølge Booraem, ”ikke på niveau med de nye markedsforventninger.” BlackRock mente at trods deres indsats for at engagere sig med selskaberne og deres aktionærstøtte for offentliggørelse i tidligere år, ’var vi bekymrede for, om selskabernes rapportering ikke var tilstrækkeligt til at adressere de konsekvenser, som væsentlige økonomiske risici kunne have for den langsigtede værdiskabelse."
Lignende aktionærforslag af samme karakter hos andre selskaber fik ikke samme støtte, dels fordi BlackRock og Vanguard ikke stemte for, men alle blev støttet af et betydeligt antal aktionærer.
På den ene side er sådanne tiltag møntet på det enkelte selskab, styrke kvaliteten af bestyrelsens arbejde og dets overvågning af væsentlige risici med det formål at skabe langsigtet værdi for aktionærerne. Men når de tre største globale kapitalforvaltere handler mere offentligt om sociale og miljømæssige hensyn, hvilket de gør i skrivende stund, rækker deres indflydelse længere. De signalerer til andre selskaber, at de skal tage hånd om lignende problemer og opnår samtidig støtte fra både andre investorer og offentligheden for indsatsen.
En undersøgelse af konsulentfirmaet BDO USA viser, at kapitalforvalterenes indflydelse rækker længere end til blot det enkelte selskab. To af tre adspurgte direktører svarede, at deres bestyrelse ’proaktivt arbejder med ligestilling i bestyrelsen.’ Ifølge samme undersøgelse mener et flertal af direktørerne nu, at klimarelateret transparens er ’vigtig for at forstå selskabet og hjælper investorer med at foretage informerede investerings- og stemmebeslutninger.’ I 2016-undersøgelsen var kun en fjerdedel af direktørerne overbeviste om dette.
I sidste ende har BlackRock, State Street og Vanguard en dagsorden, der adskiller sig fra aktivistiske aktionærer, som ofte er mere optaget af kortsigtede præstationer ved at kræve ledelses-, bestyrelses- eller strategiændringer. Store passive kapitalforvaltere bruger deres dominans til at forbedre virksomheden som helhed, hvilket i sidste ende bør hjælpe investorerne med at nå deres langsigtede mål. Det hjælper også deres egen virksomhed da mange af deres egne investorer er bekymret over samme problemer og i stigende grad forventer, at deres kapitalforvaltere adresserer udfordringerne i de virksomheder, som de ejer. Det gælder især for deres største institutionelle investorer, men også private investorer bliver mere opmærksom på de samme problemstillinger.
