Mange har uden tvivl nydt godt af senere års afkast på aktiemarkederne verden over og oplevet at porteføljen har fået mere sul på kroppen. Siden finanskrisen er det stort set kun i 2011 og starten på 2016, hvor der var malurt i bægeret, men ellers har vi været vidne til en længere periode med pæne afkast. Gevinsten kan forøges eller mindskes yderligere som følge af valutasvingninger, når der investeres i udenlandske værdipapirer, og afkastet omregnes til danske kroner.
Ofte er der ikke helt samme fokus på valutakurser som selve aktiemarkedet, skønt valutaerne kan påvirke afkastet ganske meget. For et par år tilbage steg japanske aktier eksempelvis 55 pct. på blot 12 måneder, men efter omregning til euro var afkastet 22 pct. Stadig attraktivt men langt fra de 55 pct. som japanske investorer kunne glæde sig over.
I de senere år er danske investorer med amerikanske aktier i porteføljen endda blevet forkælet ekstra i form af en gunstig dollarudvikling. Kun få investeringsforeninger med fokus på udenlandske aktier afdækker valutarisikoen, og da omkring halvdelen af aktiemarkedet globalt er amerikanske aktier, fylder de traditionelt meget i en aktieportefølje. Så når dollaren stiger over for danske kroner påvirkes afkastet positivt for danske investorer med amerikanske aktier i porteføljen.
I år er det dog gået modsat. Dollaren er faldet tilbage og selvom amerikanske aktier er steget over 9 pct. i første halvår, så er det blot blevet til lidt mere end 1 pct. for danske investorer. Differencen skyldes udviklingen i valutakurserne. På obligationssiden er valutaafdækning mere udbredt, hvis globale obligationer er med i porteføljen.
Big Mac metoden
På lang sigt bør valutakurserne tilpasse sig hinanden efter det som kaldes ’købekraft pariteten’. Med det menes at en kurv af varer skal koste det samme i forskellige lande. I takt med at priserne på varerne ændres som følge af forskelle i løn og inflation i de enkelte lande, vil valutakurserne tilpasse sig. Priserne vil derfor stadig være ens på tværs af landegrænserne, og i det lange løb giver købekrafts pariteten et rimeligt nøjagtigt billede af realiteterne. Men på kort sigt kan valutakurserne være langt fra ligevægten og det kan stå på i årevis.
En af udfordringerne i virkelighedens verden er bl.a. at få identificeret en kurv af varer som er helt ens. Tidsskriftet, The Economist, har i mange år anvendt Big Mac’en og benyttet prisen på burgeren i forskellige lande til at sammenligne valutaerne. Det er en meget forsimplet metodik, der dog har vist sig overraskende nøjagtig i det lange løb. Den aktuelle status for Big Mac indekset indikerer at bl.a. den norske, svenske og schweiziske valuta er overvurderet. Selvom sidstnævnte har været mere overvurderet end nu, så er den fortsat den mest overvurderet blandt de knap 50 valutaer, der er med i indekset.
Renterne giver valutabevægelser
Renteudviklingen i forskellige lande og forventningerne til renterne er generelt set en af de drivende kræfter bag valutabevægelserne. Investorerne har det med at søge derhen, hvor de får den højeste realrente – dvs. renten udover den lokale inflation – og det har typisk en positiv effekt på valutaen.
Renteudviklingen og forventningerne til renten kan dog ikke alene eller altid forklare valutasvingningerne. Det så vi henover Finanskrisen, hvor fx Ungarn og Island hævede renten i et forsøg på at redde deres valutaer, men forgæves. Brasilien havde sandsynligvis dengang den højeste realrente i verden, men trods det blev valutaen svækket. Japan havde måske den laveste rente i verden på det tidspunkt, men alligevel blev yennen styrket over for flere andre dominerende valutaer i perioden omkring finanskrisen.
Disse noget usædvanlige svingninger hang sammen. Mange investorer havde nemlig lånt billigt i japanske yen og investeret i højtforrentede obligationer fra lande som Ungarn, Island og Brasilien. Det var en god fidus, så længe valutaerne følges ad. I Brasilien blev afkastet faktisk drevet ekstra meget i vejret på grund af en styrket valuta. Men da valutaerne begyndte at udvikle sig ugunstig måtte investorerne lukke investeringerne ned. Det betød salg af værdipapirer fra højtforrentede lande, som lagde endnu mere pres på valutaerne, og køb af japanske yen, der var med til at drive yennen op.
Betalingsbalancen
Historisk set bliver valutaerne sårbare, når underskuddet på betalingsbalancen får en vis størrelse i forhold til bruttonationalproduktet. Så længe den globale økonomi vokser og der er rigelig med finansiering til at dække sådanne underskud på betalingsbalancerne rundt omkring kan hjulene fortsat køre. Men efterhånden som alvoren i den økonomiske udvikling under finanskrisen gik op for investorerne blev livlinen til de forgældede lande kappet, og de blev efterladt uden finansiering, og valutaernes deroute tog fart.
De hurtige valutasvingninger tilfører investorerne et ekstra lag af usikkerhed, når der investeres globalt. Det er dog stadig vigtig at huske på, at de udenlandske markeder giver vækstmuligheder som ellers ikke vil være tilgængelige. I det lange løb bør væksten udmønte sig i højere afkast. Investeringsforeninger tilbyder en let og enkel genvej til de globale markeder, men glem ikke valutarisikoen som i de fleste tilfælde følger med investeringen.
