Et attraktivt afkast er selve formålet med at investere. Afkastmulighederne er – ganske naturligt – det, som mange investorer ser mest på, når porteføljen skal sammensættes eller justeres. Mange har efterhånden også vænnet sig til ganske pæne afkast i porteføljen. Det skyldes især fremgangen på aktiemarkederne, men også blandt obligationerne har det været muligt at få pæne bidrag til porteføljens samlede afkast.
Uanset om markederne går op eller ned er det altid afgørende også at forholde sig til risikoen i porteføljen og overvejer risikoen ved de værdipapirer, man er ved at investere i eller allerede har i porteføljen. Finanskrisen, europæisk gældskrise, kinesisk aktiederoute og lignende kilder til finansiel turbulens er med til at understrege vigtigheden af, at investorer med fordel også bør fokusere på risiko og ikke blot afkast. Samtidig er historisk turbulens altid gode erindringer til investorerne om at med afkastpotentiale følger risiko for tab.
Selvom risiko lyder mere nørklet og kan være sværere at forholde sig til end afkast, så kan det lade sig gøre uden lange beregninger og dyb indsigt i finansteori.
Overvejelser
Først og fremmest må man se på, hvilket værdipapir der er tale om, og er det en investeringsforening, hvilke værdipapirer investerer den i. Her gælder nogle tommelfingerregler: Obligationsinvesteringer er mindre risikable end aktieinvesteringer. Investeringer i nogle få aktier giver større risiko end investeringer spredt ud over mange. Investeringer koncentreret i en enkelt branche giver større risiko, end hvis de er spredt ud over hele markedet, fordi kurserne på selskaber i samme branche ofte bevæger sig samme vej.
Investeringer i nye markeder – emerging markets – giver normalt større risiko end mere traditionelle og veludviklede markeder, ligesom risikoen ofte er større risiko ved aktier i små virksomheder frem for store. Value-aktier er normalt mere stabile end vækstaktier.
Derfor er det en god idé at tage et kig på, hvordan porteføljen er sammensat og hvordan eventuelle nye investeringer vil påvirke porteføljen. Salg af fx en obligationsfond med danske obligationer til finansiering af køb af emerging markets værdipapirer vil øge porteføljens samlede risiko, uanset om de nye værdipapirer fra emerging markets er obligationer eller aktier. Salg af en global aktiefond og tilsvarende køb af high yield obligationsfond vil reducere porteføljens risiko, men i mindre grad end hvis der var købt danske obligationer.
Investerer man i investeringsfonde er det nok så vigtigt, hvad fondene vil gøre fremover. Nogle har som erklæret mål at jagte højt afkast, også selv risikoen er tilsvarende høj. Andre prøver aktivt at undgå risikable investeringer, selv om det kan betyde, at man ikke får del i de største kursstigninger. Andre er underlagt stramme regler for, at de skal følge et bestemt indeks. Det begrænser den risiko, der følger af, at fondens forvalter kan satse forkert. Men det udelukker omvendt, at forvalteren kan navigere udenom et generelt fald i markedet.
Hvordan er det gået indtil nu?
Vælger man investeringsfonde bør man se på, hvad fondene selv angiver som målsætning for investeringerne. Men man bør også se på, hvordan det er gået hidtil. Eksempelvis kan afkastet kvartal for kvartal give et første indtryk af risikoen. Er der mange perioder med stærkt negative afkast? I så fald kan man spørge sig selv, om man havde kunnet leve med selv at have haft penge investeret i fonde i de perioder. For er det sket før, kan det ske igen.
Et mere overordnet billede af, hvordan risikoen har været hidtil, kan man få fra nøgletallet standardafvigelse. Jo højere standardafvigelse, des større udsving har der været i afkastet. Tallet er velegnet til at sammenligne en fond med andre fonde, hvor det kan give en indikation af, hvilke af dem der er mest risikable.
Hele formålet er naturligvis at finde frem til dem med gode afkast uden for megen risiko. Og det er netop, hvad Morningstar måler med sin rating fra én til fem stjerner. Jo bedre afkast, der er leveret, jo flere stjerner. Men jo større månedlige udsving, der har været i afkastet, jo færre bliver stjernerne.
Derfor er ratingen et godt udgangspunkt, når man skal vælge fonde. Men ratingen kan ikke stå alene. Den måler, hvordan en fond har klaret sig i forhold til andre, sammenlignelige fonde. En femstjernet fond med østeuropæiske aktier vil således være blandt de bedste østeuropæiske aktiefonde, men det er kun en begrænset hjælp, hvis hele det russiske marked tager en rutsjetur.
Derfor er risikospredning måske det allervigtigste middel til at begrænse éns samlede risiko. Én ting er, at man bør vælge kvalitetsfonde, der formår at levere gode afkast i forhold til den risiko, de løber. Men de helt store udsving har typisk rod i, at alle kurser i en del af markedet pludselig går samme vej.
Derfor kan man dramatisk reducere sin investeringsrisiko ved at sørge for, at man ikke er for afhængig af bestemte aktivklasser, brancher, regioner eller virksomhedstyper. Porteføljen skal altså bygges op med flere aktivklasser, der sikrer den nødvendige risikospredning. Her er investeringsforeninger en uovertruffen genvej til en bred eksponering. Antallet af aktivklasser kan variere fra investor til investor, men op til 10 fordelt over korte danske obligationer, emerging markets til hjemlige aktier vil være passende for de fleste.
