Investering i værdipapirer via investeringsforeninger er en udbredt investeringsform. Knap 840.000 danskere ejer investeringsbeviser og strukturen byder på mange gode egenskaber for investorerne. Det er bl.a. formueforvaltning, risikospredning, vifte af interessante aktivklasser og god investorbeskyttelse i kraft af regulering og overvågning fra den finansielle sektors vagthund, Finanstilsynet.
Danske investorer betaler aktuelt 1,2 pct. om året i løbende fondsomkostninger for at få del i egenskaberne. Omkostningerne fragår automatisk afkast, men alt i alt løber det op i tæt ved 10 mia. kr. om året. Der er altså tale om en betydelig betaling, og den typiske private investor betaler knap 12.000 kr. om året. Hertil kommer evt. yderligere omkostninger til køb og salg af værdipapirerne, direkte omkostninger til banken for fx porteføljepleje o. lign.
Traditionelt dækker cirka halvdelen af beløbet betaling for rådgivning af den enkelte investor. Investeringsrådgivning betales med andre ord ikke direkte af investor, men sker indirekte via investeringsforeningen til banken, som yder rådgivningen. Rådgivningsdelen er outsourcet og investorer betaler løbende for denne rådgivning, så længe investeringsbeviserne ejes.
Rådgivningen består – ifølge investeringsforeningernes egen interesseorganisation, IFB, - i at hjælpe investorerne med at kortlægge deres individuelle risikoprofil, skatteforhold, risikovillighed, investeringshorisont, vælge relevante investeringsmuligheder, sammensætte og vedligeholde porteføljen.
Interesseorganisationen har tidligere understreget vigtigheden i, at rådgivningen skaber reel værdi for investorerne. Ikke desto mindre afdækkede en TNS Gallupundersøgelse fra 2016, at langt fra alle investorer rent faktisk modtager den investeringsrådgivning, som de har betalt for. For 36 pct. af de adspurgte investorer var det mere end 5 år siden, at rådgivning sidst fandt sted, eller de kunne slet ikke huske, hvornår de sidst var blevet rådgivet.
Nye regler fra EU vil imidlertid skærpe reglerne for, hvornår investeringsforeninger kan betale deres distributører (herhjemme typisk en eller flere banker) for rådgivning. Fra sommeren i år og fremover vil det ikke længere være muligt for bankerne at beholde betaling modtaget af investeringsforeningen for rådgivning af investorerne i såkaldte porteføljeplejeaftaler. Ved sådan en aftale kan banken handle uden investors forudgående accept af den specifikke handel. Betalingen skal i stedet opkræves direkte hos investor.
Senere vil de nye EU-regler endvidere skærpe kravene til, hvornår banker og andre distributører i almindelige rådgivningssituationer kan beholde betalingen. Det kan kun ske, hvis kvalitetsforbedrende services leveres til kunden, ligesom gennemsigtigheden om alle omkostninger som betales direkte eller indirekte af investor vil blive øget.
De nye regler lægger op til forbedret transparens, kvalitet i rådgivningen af investorerne, og at investorer godtgøres evt. betalt provision, der ikke er forbundet med løbende mærkbare fordele og kvalitetsforbedrende services ydet til investorerne.
Færre investorer vil få rådgivning
Selvom langt fra alle investorer rådgives i dag er en af indvendingerne mod de nye regler at færre endnu vil få adgang til rådgivning. Især investorer med begrænset opsparing skulle – hvis forudsigelserne holder stik – fremover blive afskåret fra muligheden for investeringsrådgivning.
Bliver det tilfældet betyder det dog ikke, at disse investorer er uden muligheder og overladt til sig selv. Der er fortsat muligheder for at investere og endda med en vis sikkerhed for at det gøres i tråd med investors risikovillighed.
Den første mulighed er balancerede fonde, hvor kombinationen af aktier og obligationer er givet på forhånd. Det kan være et glimrende alternativ for investorer med beskeden formue, og er samtidig en nem løsning i forhold til at bygge sin egen portefølje. Man kan i princippet nøjes med at investere i én fond og lade porteføljeforvalteren bekymre sig om resten. Balancerede fonde er tit også en billigere løsning og aktuelt betaler danske investorer i balancerede fonde 1,15 pct.
Det vanskelige kan være at finde en fond med en sammensætning, der passer ens risikoprofil. Typisk kan man dog vælge mellem flere balancerede fonde med forskellig risikoprofil – fx lav, middel eller høj risiko. Derfor er der god mulighed for at finde en velegnet fond, men man kan ikke være sikker på at finde en, der matcher risikoprofilen.
Man kan heller ikke være helt sikker på, at fonden matcher ens risikoprofil over tid. Sædvanligvis vil ens risikovillighed gradvist blive mindre i takt med at pensionsalderen nærmer sig. Balancerede fonde vil ikke automatisk aftrappe risiko medmindre man går efter de såkaldte udløbsfonde, men dem er der endnu kun få af herhjemme.
Robo-rådgivning
En anden mulighed, som vi sandsynligvis vil stifte mere bekendtskab med fremover, er såkaldt robo-rådgivning. Robotterne blev kickstartet på det amerikanske marked, og er investeringsrådgivning i form af et digitaliseret og automatiseret forløb med mange ligheder til det, som investor gennemgår med sin sædvanlige investeringsrådgiver. Forskellen er blot at investor via et webinterface besvarer spørgsmål om investeringshorisont, risikovillighed, afkastkrav m.m.
På baggrund af svarene dannes en investeringsprofil og porteføljeanbefaling til investor. Accepteres anbefalingen vil porteføljen blive købt – igen automatisk uden nogen interaktion med en rådgiver. Robo-rådgivningen er en mere skræddersyet løsning til den enkelte investor sammenlignet med balancerede fonde.
I USA er robo-rådgivning meget billigt og herhjemme tyder det også på at blive ganske attraktivt. Danske Bank er undervejs med June, deres bud på digitaliseret robo-rådgivning, og ifølge websitet til June vil fondsomkostningerne ligge i niveauet i snit 0,77 pct. I forhold til eksisterende porteføljeplejeløsninger kan June-løsningen nemt vise sig at koste under det halve. Minimumsinvesteringen i June er blot 100 kr. og alle kan være med.
Robo-rådgivningen vil typisk ikke kunne give råd om andre aspekter af investors økonomiske situation. Den kan måske afdække investor ikke sparer tilstrækkelig op til alderen, men vil næppe kunne hjælpe med budgetlægningen og finde steder, hvor der kan skæres i budgettet.
En tredje mulighed er at opsøge en finansiel rådgiver og betale for den konkrete rådgivningssituation. Mange vil måske gerne have råd om investeringsporteføljen, men også om husstandens generelle økonomiske situation, såsom budgetlægning, opsparing og pensionsplanlægning.
Medmindre drastiske ændringer opstår i investors personlige- og økonomiske forhold vil en sådan rådgivning ofte kunne række flere år frem. Derfor vil den alt efter behovet for rådgivning også kunne vise sig at være ganske omkostningsattraktivt, når betalingen ses i det rette tidsperspektiv, og samtidig undgår man at betale for løbende rådgivning man ikke modtager.
Så selvom pessimisterne får ret og banker og andre traditionelle investeringsrådgiver afskærer mindre investorer fra rådgivning, så er der fortsat flere muligheder for at holde porteføljen i rette spor.
