I investeringsforeninger er fokus ofte på fondenes omkostningsprocenter. Det er ikke uden grund for omkostningsprocenterne er lettilgængelige og kan sammenlignes på tværs af fonde, aktivklasser m.m. Derudover er omkostningernes betydning for fondes præstationer ganske veldokumenteret. Middelmådige eller dårlige præstationer hænger ofte sammen med høje omkostninger, hvorimod gode præstationer omvendt tit er tæt forbundet med attraktive (lave) omkostningsprocenter.
Omkostningsprocenten giver typisk et billede af hovedparten af investors omkostninger ved at investere i en given fond, men der er også omkostninger, som ikke er inkluderet. Det er bl.a. omkostninger forbundet med handelsaktiviteten, når fonde køber og sælger værdipapirer som led i porteføljeplejen. Denne omkostning kan i nogle tilfælde være betydelig, men er ofte genstand for mere beskeden omtale end omkostningsprocenten.
Det kan hænge sammen med, at handelsomkostningerne ikke offentliggøres i et lettilgængeligt nøgletal, hvor niveauet bliver transparent og sammenlignelig. Tallet kan også være vanskelig at estimere for udefrakommende, da det kræver præcise handelsinformationer om hver eneste handel for at afdække det fulde billede.
Ikke desto mindre er det interessant at få frem i lyset, hvor meget fondene – og dermed investorerne – betaler i handelsomkostninger af den handlede formue. Herved fås et estimat for den gennemsnitlige kurtage i fondene, og et sådant tal vil sige noget om, hvor attraktive handelsomkostninger fondene handler til, og kan anvendes til sammenligning niveauet i forskellige fonde.
Handelsomkostningerne omfatter sædvanligvis kommission og gebyrer til børsmægler og evt. depotbank. Typisk omkostninger som fremgår af den udstedte handelsnota. I nogle tilfælde kan handelsomkostningen bestå af et fast beløb samt en variabel del afhængig af handlens størrelse. Det betyder fx at fonde med mange handler af beskeden størrelse vil realisere en relativt højere kurtage i pct. af handlet formue end fonde med få, men store handler.
Morningstar har i flere omgange analyseret handelsomkostningerne i aktiefonde fra danske investeringsforeninger og vurderet betalte omkostninger i forhold til fondenes handlede beløb. Handelsomkostningerne er ofte kun retvisende for aktiefonde, idet fx obligationsfonde typisk benytter sig af kursskæring som betaling for transaktionerne i stedet for en direkte betaling for transaktionen.
Konklusioner fra seneste analyse
Senest Morningstar udarbejdede en omfattende analyse af handelsomkostninger i danske fonde var i 2014. 266 aktiefonde fra hjemlige investeringsforeninger var inkluderet og den analyserede formue var 240 mia. kr.
Vi fandt frem til at handelsomkostningerne udgjorde 0,21 pct. af den handlede formue på tværs af alle fonde. Investorerne betalte i alt ca. 470 mio. kr. i handelsomkostninger forbundet med porteføljeplejen i fondene.
Blandt Morningstar-kategorierne blev globale value fonde ud fra en gennemsnitsbetragtning handlet på de mest attraktive vilkår med et niveau på 0,11 pct. på tværs af danske fonde i kategorien. Japanske og amerikanske aktier blev ligeledes handlet til relativt attraktive niveauer i forhold til andre kategorier – for begge var gennemsnitssatsen 0,14 pct.
Fonde med fokus på danske aktier handlede i snit værdipapirer til 0,17 pct., mens niveauet i asiatiske og latinamerikanske aktiefonde var henholdsvis 0,40 pct. og 0,30 pct.
Af alle fondene var Sparinvest INDEX Japan Growth billigst med handelsomkostninger på 0,01 pct. af den handlede formue, mens dyreste var BankInvest New Emerging Markets med 0,86 pct.
Generelt var de mest attraktive handelsomkostninger i fondene fra Sparinvest og PFA Invest, mens investorer hos Canegie WorldWide og Handelsinvest betalte de højeste satser.
Inden for Morningstar kategorierne og dermed fonde med samme investeringsfokus fandt vi nogen grad af variation i niveauet for handelsomkostningerne. Eksempelvis i kategorien danske aktier var spredningen 0,31 pct. point, hvor laveste og højeste sats var henholdsvis 0,03 pct. (PFA Invest Danske Aktier) og 0,35 pct. (Carnegie WorldWide/Danske Aktier).
Den største spredning inden for en kategori var i global large cap growth. Laveste og højeste niveau var henholdsvis 0,07 pct. (LPI Globale Aktier) og 0,61 pct. (Carnegie WorldWide/Globale Aktier Etik-Ak).
En del af handelsomkostningerne afholdes af de investorer, som vælger at købe eller sælge en given fond, men den resterende del af omkostningerne (nettohandelsomkostningerne) betales af investorerne i fonden. Sidstnævnte udgjorde i snit 0,2 pct. af den samlede fondsformue, og dette beløb indgår ikke i omkostningsprocenten. De to tal tilsammen giver dermed et mere præcist billede af investors samlede løbende omkostninger ved en given fondsinvestering.
Afhængig af den handlede volumen og handelsomkostninger i den enkelte fond er der variation i, hvor meget nettohandelsomkostningerne udgør af fondsformuen. I det mest optimale omkostningsscenarie havde investorerne ingen handelsomkostninger (Sparinvest INDEX Emerging Markets), mens den i andre tilfælde udgjorde 1 pct. eller mere af formuen (bl.a. Jyske Invest Far Eastern Equities).
Ny regulering
Kommende regulering fra europæisk plan vil skabe forøget transparens om investorernes samlede omkostninger ved at investere. Derfor vil ikke bare direkte handelsomkostninger, men også indirekte handelsomkostninger i form af kursskæring ved køb og salg af værdipapirer og valutaveksling blive synlige for investorerne, når det såkaldte MiFID II direktiv er implementeret.
Udover alle direkte og indirekte fondsomkostninger vil servicerelaterede omkostninger, som den enkelte investor betaler direkte eller indirekte udenom fonden, for fx individuel investeringsrådgivning o. lign., indgå som en del af et nyt samlet omkostningstal som følge af det nye direktiv. Direktivet lægger grundlæggende op til forbedret transparens og investorerne vil fremadrettet blive præsenteret for et omkostningsnøgletal – opgjort både i pct. og betalte kroner – dækkende alle omkostninger.
Den nye regulering forventes implementeret i 2018. Den seneste analyse af handelsomkostninger i danske aktiefonde er tilgængelig på Morningstar.