Et hastigt voksende marked blandt finansielle produkter er exchange traded funds (ETF’ere), som efterhånden er blevet et naturligt alternativ eller supplement for investorerne til traditionelle investeringsfonde.
ETF-fonde er børsnoterede produkter som handles på forskellige børser. Der er endnu ingen ETF’ere på børsen i København, men de er alligevel tilgængelige for mange danske investorer, idet flere netbanker giver adgang til børser uden for landets grænser.
Kendetegnende for ETF’ere er især attraktive (lave) omkostninger og eksponering til næsten et hvilket som helst marked. Hvor private investorer for bare få år tilbage havde mere end svært ved at få del i afkastudviklingen på fx guld, koreanske eller amerikanske small cap aktier, så er de nu via netbanken blot få klik borte, hvis man skulle have mod på at investere i sådanne aktivklasser. ETF-fonde giver selv private investorer en rækkevidde, som hidtil stort set var forbeholdt store institutionelle investorer.
Globalt er det i den grad lykkedes ETF’ere at tiltrække sig opmærksomhed og nye kunder. Siden 2008 er det markedet for ETF’ere tæt ved 5-doblet til en formue i 2016 på svimlende 3.350 mia. dollars. I første omgang var især aktiefokuserede ETF’ere efterspurgt af investorerne, og selvom de stadig udgør størstedelen af markedet, foretrækker investorerne i stigende grad også at investere i andre aktivklasser som obligationer og råvarer via ETF-fonde.
Men som andre investeringsprodukter er der risici forbundet med at investere i ETF produkter og det er naturligvis vigtigt at investorerne forstår disse.
Sådan opnås afkastet
Der er flere måder, hvorpå ETF-fonde kan opnå et afkast, der svarer til udviklingen på et bestemt marked. Den ene – og vel mest naturlige måde – er at investere enten helt eller delvist i aktierne i indekset, som ETF-fonden gerne vil matche. Er det fx S&P 500 vil ETF-fonden købe samtlige 500 aktier i den fordeling som de indgår med i indekset. Det er samme fremgangsmåde, - fysisk replikering - som vi kender fra almindelige indeksfonde på det hjemlige marked for investeringsforeninger.
Alternativt til at investere direkte i værdipapirerne kan ETF-fonden lave en aftale med fx en bank om at banken betaler et beløb, der modsvarer udviklingen på et givent marked. Hvis markedet - fx amerikanske aktier - stiger 10 pct., så betaler banken penge til ETF-fonden, hvorimod fonden til gengæld betaler banken, hvis markedet falder i værdi. Metoden kaldes syntetisk replikering.
For år tilbage var der ganske ofte ophedede diskussioner og debat om, hvilken af de to måder – fysisk eller syntetisk replikering – som var mest fordelagtig, men debatten er sidenhen forstummet. Debatten var i høj grad blandt ETF-aktørerne selv, men de konkluderende sandsynligvis, at diskussionen ville være til skade for dem selv og branchen, som befandt sig i dens tidlige vækststadie. I de senere år er debatten stort set udeblevet, men ikke desto mindre har den haft betydelige konsekvenser.
For europæiske ETF’ere var markedsandelen mellem fysiske og syntetiske ETF-fonde i forholdet 55 pct. / 45 pct. i 2011, men i dag udgør syntetiske fonde blot 20 pct. af markedet, mens fysiske ETF’ere nu sidder på hele 80 pct. Der er ganske vist flere syntetiske ETF-fonde på markedet, men investorerne har vist en klar præference for ETF-fonde, som investerer direkte i de underliggende værdipapirer.
Tendensen ser ud til at fortsætte eftersom tidligere fortalere som fx db x-tracker og Lyxor fortsætter med at udvide paletten af fysiske ETF-fonde. Amundi – en tredje ETF-udbyder – har fornyeligt offentliggjort deres hensigt om at konvertere stort set hele det syntetiske udbud til fysisk replikering.
Syntetisk replikering
Den syntetiske metode har været genstand for opmærksomhed på det seneste. Den indeholder nogle unikke risici som rejser følgende spørgsmål 1) hvilke risici er forbundet hermed? 2) hvordan er investorerne beskyttet mod disse risici? og 3) hvordan kompenseres investorerne for disse risici?
Ved den syntetiske metode er største risiko for investorerne, at banken som ETF-fonden har lavet en aftale med ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser. Hvis banken fx skal betale ETF-fonden et beløb fordi markedet er steget, men banken er gået bankerot, så har fonden og dermed investorerne lidt et tab.
ETF udbyderne er naturligvis opmærksomme på denne risiko. Langt de fleste syntetiske ETF’ere i Europa er underlagt det europæiske regelsæt for investeringsprodukter, og kan derfor aldrig have en såkaldt modpartsrisiko (banken i det her tilfælde) på mere end 10 pct. Derudover kræver de fleste ETF udbydere i praksis sikkerhed fra sin modpart i form af værdipapirer eller lignende og typisk vil værdien af denne sikkerhed overstige værdien af fondens formue. Endelig spreder mange udbydere også risikoen ved at benytte flere banker i stedet for blot én enkel, dvs. ETF-fonden er ikke så følsom, hvis en af samarbejdspartnerne går konkurs.
Den næststørste europæiske ETF-aktør er db x-trackers med en markedsandel på 10 pct. (iShares er klart størst med 46 pct. af markedet). db x-trackers har historisk i vid udstrækning gjort brug af den syntetiske metode med Deutsche Bank som modpart. Dvs. Deutsche Bank skal honorere ETF-fonden med afkastet fra det aftalte indeks.
Nogen vil måske genkende mediernes nylige fokus på Deutsche Bank og den krise banken befinder sig i. Det er bl.a. en halvering af aktiekursen, trecifret milliardbøde på vej fra USA og kapitalflugt, der har tvunget Deutsche Bank i knæ.
Spørgsmålet er hvordan det vil påvirke investorerne i db x-trackers? Dels benytter færre ETF’ere fra db x-trackers end tidligere nu syntetisk replikering og 56 pct. af formuen er aktuelt investeret i fysiske ETF’ere. Derudover introducerede db x-trackers tidligere i år brugen af flere modparter end blot Deutsche Bank. Nye samarbejdspartnere er bl.a. Goldman Sachs, HSBC, Societe Generale og Morgan Stanley. Det er dog endnu kun få af db x-trackers fonde, som gør brug af flere modparter, men db x-trackers planlægger at brede brugen af flere modparter ud på et større antal fonde i nær fremtid.
Selvom modpartsrisikoen lovgivningsmæssigt aldrig kan overstige 10 pct. har db x-trackers en politik om at nulstille denne risiko, når den overstiger 5 pct. af en fonds indre værdi, eller ved emission eller indløsning i fondene. Det betyder ifølge db x-trackers at modpartsrisikoen i praksis ofte er nul eller negativ ved afslutningen på hver handelsdag og altså dermed vil investorerne være dækket fuldt ud.
Morningstars research team på passive investeringsprodukter er generelt af den opfattelse at db x-trackers håndtering af deres syntetiske ETF-fonde er i tråd med markedspraksis i øvrigt.
Endelig er det naturligvis afgørende, at investorerne bliver kompenseret for at påtage sig denne ekstra form for risiko. Generelt har syntetiske ETF'er vist, at de tilbyder en vis kompensation i form af lavere samlede omkostninger, når der tages højde for både synlige og ikke synlige omkostninger i fondene.
Morningstar.dk giver overblik over tilgængelige ETF-fonde.
