Før finanskrisen slog Skagen fondene deres benchmark nærmest ud og ind. Kristoffer Stensrud har med rette fået stjernestatus, idet det er lykkedes ham at slå benchmark i hvert kalenderår siden Skagens første fond (Skagen Vekst) blev startet i 1993 og helt frem til og med 2011. Stensrud startede som forvalter på Skagen Vekst, men blev senere forvalter på Skagen Global og i de seneste mange år er det Skagen Kon-Tiki, som Kristoffer Stensrud har været i spidsen for. Siden 2011 er det gået anderledes og Skagen har haltet efter benchmark i 3 af 4 år.
Stensrud er blandt de få investorer som kan skilte med afkast i denne liga, og ikke blot ’batting average’ som amerikanerne ynder at kalde det (andelen af perioder med afkast bedre end benchmark), men også størrelsen af merafkastet, der er blevet bygget op siden fondenes start. Eksempelvis har Skagen Kon-Tiki hentet hele 14,3 pct. hjem i årligt afkast i perioden fra april 2002 til og med januar i år. Næstbedste retail-fond fra samme kategori ligger 1,3 pct. point lavere om året end Kon-Tiki, mens tredjebedste (Aberdeen GEM) over perioden realiserede afkast på 11,9 pct. om året. Det årlige gennemsnitsafkast for alle fonde i emerging markets kategorien var 7,2 pct. og benchmark (MSCI Emerging Markets) opnåede 8,4 pct. om året.
På grund af den såkaldte rentes rente effekt er 100 kroner investeret dengang blevet til 600 kroner i dag i Stensruds fond, mens det var blevet til 300, hvis man havde fået samme afkast som benchmark.
Tilsvarende gør sig gældende med Skagen Global, som præsterede sublime afkast frem til finanskrisen i 2008, der blev det første kalenderår, hvor fonden underpræsterede i forhold til benchmark. Siden da er det blevet til fire kalenderår bedre end benchmark og fire kalenderår med lavere afkast. For mange fondsforvaltere ville sådan en ’batting average’ være en god og acceptabel præstation, men for investorerne i Skagen er det langt fra, hvad de er blevet forvænt med.
Trods det danskklingende navn er Skagen Fondene hjemmehørende i Norge og norske privatinvestorer har hvert år siden 2010 trukket op til 1,6 mia. norske kroner ud af Skagens fonde (kilde: VFF.no). Pæne afkast på aktiemarkederne har holdt hånden under foreningens samlede formue, der ved udgangen af 2015 ikke var langt fra formuen ultimo 2009 (24,7 mia. vs. 25,7 mia.) selvom norske private investorer altså har solgt ud for i alt 7,9 mia. norske kroner i perioden.
I det lys skal bemærkes at tålmodigheden hos de institutionelle kunder i Skagen fondene var endnu kortere, og der forsvandt især mange penge ud af fondene, da grundlæggerne Harald Espedal og Kristian Falnes forlod Skagen.
Cyklisk modvind og turbulens i Skagen
En af Skagens (og alle andre forvalteres) udfordringer siden finanskrisen er at den såkaldte value-baserede investeringstilgang har haltet efter den generelle markedsudvikling. Læg dertil at emerging markets landene (som Skagen også ynder at være eksponeret mod) heller ikke har vist sig fra deres bedste side de senere år som følge af bl.a. lavere økonomisk vækst og punkteringen af mange råvarepriser.
Men en ligeså stor udfordring for Skagen er turbulens i forvalterteamet og usikkerhed omkring ejerstrukturen af selskabet. Det er ikke første gang forvaltere søger nye græsgange, men tabellen på siden viser at mange investorer benyttede lejligheden til at tage deres penge og tilsvarende søge nye græsgange. Tabellen viser dog også at tilbagesalget efterhånden tager en vis form for stabilisering.
Det er helt forståeligt at større ændringer skaber uro blandt investorer. Pludselig udskiftning i forvalterstaben, ændring i investeringsstrategi eller andre justeringer bevirker at fokus kan drejes væk det, som det handler om, nemlig investeringsforvaltningen, eller at en given fond ikke længere matcher porteføljen. Men i tilfælde, hvor det ikke er sådanne ændringer, som måske ligger til grund for dårlige resultater, bør man tage spadestikket dybere og undersøge baggrunden for udviklingen.
Som privatinvestor kan det være sin sag, men man bør aldrig gifte sig med forvalteren. I stedet bør man forsøge at fastholde det langsigtede perspektiv og træffe de beslutninger og justeringer, som vurderes bedst for porteføljen. Udfordringen for investorerne er, at de ofte forlader en fond og bestemte fondsforvaltere i ’dårlige tider’ som øger risikoen for at sælge ud på ugunstige tidspunkter.
Desværre kan sådanne cyklusser vare ved længe og få evner at forudsige præcis hvor længe. Derfor bør en portefølje altid have en passende spredning – også på fonde – og man bør være bevidst om, hvilken rolle og egenskaber i porteføljen, som de enkelte fonde byder ind med. Man bør undgå at købe og sælge alene ud fra historiske afkast, da man ellers risikerer at komme bagkant. Er man overbevist om et paradigmeskifte som fx at value-investering fortsat vil være underdrejet, så skal man selvfølgelig tage konsekvensen og justere porteføljen. Men husk at være bevidst om konsekvensen af dine justeringer.
