Globaliseringen er ofte mantra, når investering og økonomi debatteres. En af effekterne af den stadig mere sammenhængende verden skulle være, at det til stadighed bliver mere underordnet, om en virksomhed kommer fra det ene eller det andet land. Men set med investor-øjne er der stadig store nationale forskelle, når det gælder aktiemarkederne. Kurserne udvikler sig nemlig vidt forskelligt landene i mellem og derfor er landefordelingen fortsat relevant.
Selv når det gælder landene i Europa har konvergensen langt igen. Det må efterhånden stå klart for de fleste, at ikke engang euro-landene tilnærmelsesvist er i nærheden af at være et enhedsmarked. Gældskrisen i Europa for år tilbage afdækkede fx store økonomiske kvaler i flere europæiske lande, og i dag er et græsk exit fra euroen langt fra et usandsynligt scenarie.
Europæiske aktier er over de seneste 12 måneder steget 22 pct. Det dækker over stigninger fra 40 pct. på vores eget hjemlige aktiemarked til kursfald i omegnen af 40 pct. i Grækenland. Derimellem er afkastet fra mange af de øvrige lande, og indeksets tungeste lande – UK, Frankrig og Tyskland – ligger med afkast i intervallet 18 til 23 pct.
Forklaringen er egentlig ikke, at globaliseringssnakken har vist sig grundløs. Der er faktisk klare sammenhænge mellem, hvordan det går aktierne i bestemte brancher på tværs af landegrænser. Eksempelvis vil det næppe overraske mange, at den seneste tid har været hård kost for mange aktier i energisektoren, næsten uanset hvor i verden, selskaberne befinder sig.
Men der er altså alligevel forskel på landene. Det skyldes blandt andet, at mange virksomheder fortsat er afhængige af udviklingen på hjemmemarkedet. Sætter politikerne skatten op, bliver livet sværere for det lands detailhandel, for eksempel – globalisering eller ej. Og så skyldes det selvfølgelig også, at der er stor forskel på landendes erhvervsstruktur.
17 procent af investeringerne MSCIs østrigske aktieindeks er eksempelvis energiaktier, mens de tilsvarende indeks for tyske og belgiske aktier helt er uden energiaktier. Det gør selvfølgelig en stor forskel for afkastet i perioder, hvor energiaktier sætter dagsordenen.
Der er altså mange penge at tjene for den, der rammer rigtigt, når det gælder om at udpege taber- og vinderlande i Europa. For slet ikke at tale om i resten af verden. Og vil man satse på et bestemt land, er en investeringsforening eller ETF en oplagt måde at gøre det på. Ved hjælp af dem kan man få en bred eksponering til landets marked, uden at skulle bruge for mange ressourcer på at vurdere ikke bare landet, men også enkelte virksomheders muligheder.
Investeringer i enkeltlande er da også et marked, som danske investeringsforeninger har kastet sig over. De tilbyder fonde med aktier udelukkende fra Tyskland, Indien, Kina, Rusland, Japan eller Tyrkiet – og naturligvis også vores eget hjemlige aktiemarked. Retter man blikket med ETF-markedet vokser udbuddet af landespecifikke muligheder endnu mere og der er næsten frit valg på alle tænkelige hylder.
Men som investor kræver det dog en solid portion selvtillid, hvis man vil mene, at man kan udpege fremtidens vinderland – og at man kan nå at investere i landet, inden alle verdens øvrige investorer får øje på det og presser kurserne i vejret.
I stedet kan man se de store forskelle på afkastene i de forskellige lande som udtryk for, hvor galt det kan gå, hvis man samler sine investeringer ét sted. På samme måde, som hvis man samler sine investeringer i en bestemt branche. Vælger man rigtigt – hvilket ofte vil sige heldigt – kan man score den store gevinst, men vælger man forkert, må man nøjes med et meget lille afkast, eller man kan endda blive ramt af betydelige tab.
Hjemmemarkedet
For investorerne er der flere gode grunde til at hælde mod det hjemlige. Ved at købe aktier fra ens eget land undgår man den valutarisiko, der i hvert fald på det kortere sigt kan have stor betydning for afkastet. Desuden kan man investere i det velkendte. Køber man aktier på egen hånd, er det jo ganske naturligt at vælge nogle, man har hørt om i forvejen. Men også, når man bruger investeringsforeninger, giver det mening med en hjemlig overvægt – i hvert fald, når man som danskerne helt overvejende bruger investeringsforeninger fra sit eget land.
Der er også dog gode grunde til ikke at overdrive hjemmemarkedsandelen. Investerer man kun i danske aktier, vil der være hele brancher, man ikke får med, så som minedrift, bilindustri og produktion af telefoner m.m. - mens man meget let får en overvægt af for eksempel rederier og medicinalindustri.
For danskere er valutarisikoen ved at investere i euro-landene meget lille. Skulle Danmark blive ramt af en eller anden økonomisk katastrofe er det ærgerligt at have både sit arbejde, sit hus og alle sine aktier i landet. Og ikke mindst afskærer man sig fra virkelig mange potentielt gode investeringsmuligheder.
I investeringsforeninger med brede regionale investeringsmandater opnår man via enkelte fonde eksponering til mange lande samtidig. Dermed undgås en unødig overvægt til et enkelt land. Har man alligevel set sig lunt på nogle enkelte lande, kan man med fordel skele til den globale landesammensætning på aktiemarkedet. Det vil give en fingerpeg om, hvor eksponeret man i givet fald vil være til lige netop dét land.
.jpg)
