Af adskillige årsager er landeeksponeringen i investeringsforeningernes porteføljer ikke længere helt så vigtig som den var engang. Det betyder dog ikke, at man kan se bort fra denne information. Til tider kan landeeksponeringen hjælpe med forklare historiske afkast, give et fingerpej om fremtidig performance eller give indsigt i hvordan rådgiverne bag fondene griber investeringsmandatet an.
I takt med at selskaberne bestræber sig på at afsætte deres produkter globalt med kontorer og produktionsfabrikker spredt på flere verdensdele bliver hovedkontorets placering mindre vigtig. Når investorerne fx. overvejer om der skal investeres i GlaxoSmithKline frem for Novartis eller Merck spiller det sjældent den store rolle om selskabernes hovedkvarter er placeret i hhv. Storbritannien, Schweiz eller USA.
Det er helt forståeligt eftersom at værdiskabelsen bag disse selskaber afhænger af økonomien og de politiske vinde i alle de lande, hvor produkterne afsættes, og ikke blot den økonomiske og politiske tilstand i hjemlandet. En stor del af børsnoterede selskaber i Europa afsætter deres produkter uden for Europa ligesom hovedparten af de amerikanske selskabers vigtigste markeder er uden for USA.
Tilsvarende gør sig gældende for emerging markets. Et selskab behøver ikke nødvendigvis være lokaliseret i et af udviklingslandene for at få del i vækstraterne i emerging markets. Fra tid til anden investerer porteføljerådgivere i europæiske selskaber eller andre veludviklede markeder for at få en eksponering mod emering markets. Unilever, Nestle og Standard Chartered bliver ofte fremhævet i denne sammenhæng, men der er langt flere selskaber som giver sådan en eksponering.
For hjemlige fonde med fokus på udviklingslandene er fx. 5 pct. af formuen i Danske Invest Nye Markeder investeret i selskaber hjemmehørende i England. I den norske fond SKAGEN Kon-Tiki er knap 10 pct. af formuen selskaber fra Danmark, England, Schweiz eller Sverige.
Det er med til at forklare, hvorfor fonde med fokus på bestemte regioner sagtens kan have selskaber med i porteføljen som er hjemmehørende i helt andre regioner. For et par år tilbage flyttede forsikringsselskabet AON deres globale hovedkontor fra Chicago til London. Nyheden vakte opsigt i Chicago, men for porteføljerådgivere med AON i porteføljen ville det umiddelbart ligne en irrationel beslutning, hvis der blev solgt ud blot fordi et par af AONs ledende medarbejder fremover vil følge Chelsea frem for Chicago Bulls.
Stadig et parameter
Når det er sagt er det ikke ensbetydende med at selskabets hjemland slet ikke bør påvirke investeringsbeslutningerne mere. Det er ikke usædvanligt at porteføljerådgivere har forskellige holdninger til, hvordan hjemlandet for et givent selskab skal vurderes og evalueres. Der vil være nogle som undgår lande som fx. Rusland eller Kina ud fra en betragtning om at selskabernes fokus på aktionærernes interesser er utilstrækkelige eller aktionærernes rettigheder ikke er fyldestgørende nok.
Da gældskrisen i Europa nogle år tilbage tiltog i styrke og pressende aktiekurserne ned på regionens børsnoterede selskaber var der nogle rådgivere, der så det som en glimrende mulighed for at få fat i globale markedsledende selskaber til en attraktiv pris. Andre rådgivere gik helt uden om regionen, så selskabernes hjemland har trods alt stadig indflydelse på investeringsbeslutningerne. Porteføljerådgiverne vil også gribe den aktuelle oliekrise an på forskellig vis alt efter, hvad de anser for at være den optimale tilgang under de givne markedsforhold.
Påvirkning på afkast
Som de fleste givetvis er bekendt med er det langt fra altid at investeringsbeslutninger træffes på et rationel grundlag. Selv hvis et selskabs aktiekurs ’bør’ handles på et bestemt niveau baseret på de fundamentale forhold, så er langt fra sikkert at aktien vil blive handlet på dette niveau.
Når dårlige nyheder om et land når mediernes overskrifter vil mange investorer være tilbøjelige til at reducere aktieeksponeringen til landet uden skelne den ene aktie fra den anden. Med ETF’ere og finansielle instrumenter er det nemlig nemt at reducere eksponeringen til en helt kurv af aktier i én transaktion, hvor det ikke er nødvendigt at tage selskabsspecifikke investeringsbeslutninger.
På samme måde kan emerging markets handles op eller ned for korte eller længere perioder, selvom forholdene for de enkelte selskaber kan variere enormt. Sådanne kurstrends er også med til at forklare hvorfor nogle fonde klarer sig mindre godt i perioder, mens andre er flyvende.
Valutarisikoen spiller også ind i forhold til hjemlandet. En over- eller undervægt i fx. amerikanske selskaber, som typisk handles i dollars, vil alt andet lige på kort sigt slå igennem på afkastet for en dansk investor alt efter hvordan dollaren udvikler sig over for den danske krone. Netop dollaren er siden sommeren blevet styrket over for kronen og da mange danske fonde med globalt fokus traditionelt er undervægtet i amerikanske aktier har det kostet på afkastet relativt til fondenes benchmark.
Summa summarum vil det sjældent give mening at optimere på porteføljen til mindste detalje på lande- eller regionsniveau. Men man bør stadig have det med i sine investeringsovervejelser eftersom det er relevant at kende sin eksponering til emerging markets, dollareksponeringen eller et bestemt land m.m. Det er værdifuld information til evaluering af afkastet og kan give et fingerpej om morgendagens afkast under forskellige scenarier.
