I det meste af januar var der status quo på aktiemarkederne, som fortsatte kursstigningerne fra sidste år. Det nye var, at obligationerne også viste gode takter og fulgte trop med aktiemarkedet. Hen mod slutningen af januar tog pessimismen blandt investorerne til og aktiestigningerne blev afløst af kursfald. Det var bl.a. situationen i emerging markets landene og skuffende data fra USA og Kina, som fik investorerne til at vende rundt på en tallerken. Det betød, at da måneden var gået havde obligationer klaret sig bedre end aktier og obligationerne fik deres bedste start på året siden 2008.
På flere punkter var udviklingen måske ikke så overraskende endda. Aktier var allerede steget meget, så anledningen til en opbremsning kom måske belejligt, og på den anden side var obligationer oversolgte. Virksomhedsobligationer med høj kreditkvalitet fulgte trop med statsobligationerne som steg pænt, og generelt gik det bedst for kvalitetsobligationer i januar. Med få undtagelser fulgte råvarerne med aktiemarkedet ned. Guld var blandt undtagelserne og steg til knap 1.250 dollars pr. ounce fra 1.200 dollars ved årsskiftet.
Den amerikanske centralbanks stramning af pengepolitikken fortsætter indtil videre planmæssigt og støtteopkøbene blev reduceret med 10 mia. dollars ved seneste møde i centralbanken. I modsætning hertil har ECBs præsident Draghi givet indikationer om, at yderligere pengepolitisk lempelse kan komme på tale, mens den japanske centralbank også forventes at fortsætte med pengepolitiske stimuli.
Udsalg af emering markets
I emerging markets, hvor både obligations- og aktiemarkederne er under pres hævede flere af centralbankerne renten i et forsøg på at bremse kapitalflugten ud de respektive lande. Kapitalflugten væk fra emerging markets er drevet af USA's stramning af pengepolitikken i kombination med finansiel og politisk ustabilitet. Investorerne er især blevet lunkne over for obligationer i lokal valuta fra emerging markets.
Alene blandt europæiske fonde med fokus på sådanne obligationer blev der i 4. kvartal sidste år returneret investeringsbeviser for mere end 33 mia. kroner. Det svarer til en reduktion i beholdningen på 8 pct. På aktiesiden er især Latinamerika ramt af tilbagesalg. For hele 2013 solgte europæiske investorer ud af aktiefonde med fokus på Latinamerika og Brasilien for mere end 40 mia. kr. Tilbagesalget betyder, at formuen i fondene var 18 pct. mindre ved udgangen af 2013 end da vi tog hul på året. Kinesiske aktiefonde blev også ramt af tilbagesalg sidste år, men modsat flere andre aktivklasser vendte udviklingen i sidste kvartal og investorerne fik igen fornyet appetit på riget i midten.
Plus til sikre statsobligationer
Januar blev overordnet set en måned, hvor fokus var på mere sikre aktiver og især mindre risikofyldte obligationer nød godt af udviklingen. Danske statsobligationer med mellemlang løbetid steg 1,9 pct. og længere løbende danske stater steg endnu mere. Europæiske virksomhedsobligationer med høj kreditkvalitet endte måneden i plus på 1,4 pct., mens der var cirka det halve i afkast til investorerne i obligationer med lavere ratings. Emerging markets obligationer fortsatte generelt kursfaldene ind i januar, men uafdækkede udstedelser i dollars kom ud af måneden i plus – takket være en styrket dollars over for den danske krone.
Den positive trend på aktiemarkederne i veludviklende lande fortsatte i starten af året og nåede akkurat at sætte en ny all-time high den 22. januar inden pessimismen fik overtaget. Det var især Europa og Storbritannien som løftede verdensindekset og der kunne sættes en ny rekord.
Dagen efter kom økonomiske nøgletal fra Kina, som var svagere end forventet, og det blev katalysatoren for det efterfølgende udsalg på aktiemarkederne. Danske aktier blev også ramt og de gode takter blev afløst af kursfald, men hvor globale aktier stadig er under højdepunktet fra den 22. januar – ja så er danske aktier stort tilbage og tæt på at være over niveauet. Herhjemme havde Novo Nordisk en god start på året, Pandora og Mærsk fulgte også godt med og endelig lagde Vestas fra land med en stigning på små 14 pct.
Efter udviklingen i januar tyder noget på at 2014 også bliver et år, hvor afkastet på tværs af aktivklasserne vil variere ganske meget. For at man satset på de rigtige heste lover det godt, men omvendt vil forkerte beslutninger sandsynligvis slå i gennem i form af lavere afkast. Den sikre strategi er derfor, at satse på en velsammensat portefølje. Historikken viser, at det betaler sig.