Det er forkert at tjene penge på at forurene, udnytte børnearbejdere eller lave våben, cigaretter og andre ting, der skader mennesker. Det er desuden en dårlig ide at investere i virksomheder, der gør den slags, for tidsånden arbejder mod dem, og det vil i sidste ende ramme afkastet. Sådan har argumenterne lydt gennem snart mange år blandt fortalere for etiske investeringer.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at mange har hørt efter. Det danske investeringslandskab byder på et par håndfulde fonde, der udtrykkeligt følger en særlig etisk strategi. Men de har kun tiltrukket godt ½ pct. af de små 600 milliarder kroner, der er investeret i samtlige fonde herhjemme.
Svært at sætte fingeren på
Det er dog ikke nødvendigvis et tegn på, at danske investorer er ligeglade med etikken – eller de udenlandske for den sags skyld, for billedet er meget det samme i andre lande.
Den beskedne interesse for de erklærede etiske fonde kan lige så vel skyldes, at det i praksis er ganske vanskeligt at lægge sig fast på, hvad en etisk investering egentlig er – kombineret med, at institutionelle investorer og fonde allerede har taget meget af filosofien til sig.
I definitionen af etiske investeringer er der grundlæggende to metoder: Man kan undgå at investere i selskaber, der opfører sig uetisk, eller man kan aktivt søge at placere sine investeringer hos dem med den højeste grad af etik.
Den første metode - såkaldt negativ screening – går på, at selskaberne skal overholde en stribe minimumskrav til etisk adfærd, som fx er opstillet af FN. Virksomhederne skal blandt andet respektere menneskerettighederne, tillade fagforeninger, ikke diskriminere, undgå børnearbejde, beskytte miljøet og undgå korruption. Desuden må virksomhederne ikke have en væsentlig del af deres indkomst fra tobak, alkohol, landminer og porno eller andre aktiviteter i samme stil.
Den anden strategi går på, at udvælge virksomheder som er særlig etiske. Her gælder det om, at finde i hvert fald nogle af de mest samfundsgavnlige, og ikke bare undgå de uetiske.
Uetiske selskaber
I den anden grøft findes en række selskaber, som mange ofte vil karakterisere som uetiske. Det er selskaber, som overtræder en række af kravene ovenfor eller hvor omsætningen hovedsagelig kommer fra uetiske produkter.
Kendetegnende for dem er ofte, at de producerer varer og serviceydelser, hvor lokale myndigheder ofte forsøger at begrænse udbuddet af produkterne til befolkningen. Det sker ved, at sektorerne er lovregulerede i særlig høj grad. Men samtidig er produkterne en ikke uvæsentlig indtægtskilde for staten i form af skatter og afgifter, så på den ene side vil myndighederne gerne begrænse befolkningens adgang til produkterne, men omvendt spæder de godt til i statskassen.
Mange uetiske selskaber befinder sig i kapitaltunge industrier. Det er med til at bygge værn op omkring deres fremtidige indtjening, idet kapitalkrævende sektorer kan være en betydelig konkurrencebarriere for potentielle konkurrenter. I kombination med produkter, der sjældent er særlig konjunkturfølsomme, er uetiske selskaber godt rustet i både lavkonjunkturer som økonomiske opgangstider. Tænk bare på en producent af militært udstyr. Ordreindgangen hos producenten er næppe særlig afhængig af den aktuelle samfundsøkonomiske situation.
At definere hvad der er etisk er således en svær og individuel sag, og det er vanskeligt at forestille sig en fond, der vil tilfredsstille alle etisk sindede investorer. For dem, der mere går efter det forventede merafkast ved etik er billedet heller ikke klart. Både herhjemme og i udlandet er erfaringen, at erklæret etiske investeringsfonde hverken leverer specielt høje eller specielt lave afkast.
Under alle omstændigheder bliver det stadig vanskeligere at lave den slags sammenligninger, fordi det bliver vanskeligere at skelne etiske investeringer fra andre. Ikke bare er de etiske svære at definere. De fleste store globale investeringshuse hævder i dag, at etik spiller i hvert fald en rolle i deres investeringsbeslutninger.
.jpg)
