For et par uger tilbage skrev Morningstar om hvordan markedsføringsprovisionen blev indført på det amerikanske fondsmarked tilbage i firserne. Dengang blev provisionen lagt frem som en besparelse for fondsinvestorerne, hvor investorerne hurtigere ville opnå omkostningsbesparelser qua de stordriftsfordele som opstår, når formuen i en investeringsforening vokser.
Det større incitament på salgsfronten til at sælge fonde resulterede ganske vist i en formuevækst i de amerikanske fonde. Men i stedet for at reducere omkostningerne til fordel for investorerne valgte fondsforvalterne dog at beholde størstedelen af denne meromsætning for sig selv. Stordriftsfordelene udeblev med andre ord i vid udstrækning for investorerne.
På det danske fondsmarked er markedsføringsprovisionen også en velkendt størrelse. Provisionen betales løbende af investorerne og beregnes af den investerede formue. I takt med at private investorer fortsætter med at spare mere og mere op i fonde betaler investorerne til stadighed mere i markedsføringsprovision. Vi skønner, at danske private investorer nu betaler mere end 3 mia. kr. i årlig provision. Det er rundt regnet halvdelen af de samlede omkostninger ved at drive fondene. Beløbet på de 3 mia. er efter vores skøn det højeste nogensinde.
Udover den løbende markedsføringsprovision betaler investorerne også en tegningsprovision. Spørgsmålet er hvad disse provisioner dækker over? Tilhængerne af provisionerne – dvs. primært bankerne – argumenterer for, at provisionen er en betaling for rådgivning. Kritikerne – dvs. stort set alle andre – peger på at det alene er en salgsprovision, som er med til at holde hånden under bankernes indtjening.
Vi sætter fokus på de danske provisioner.
Tegningsprovision
Denne provision betales, når man som investor køber et investeringsbevis. Det er en betaling fra foreningen til investeringsrådgiveren (ofte fra en bank) og kan mest af alt betragtes som et tak ”fordi du anbefalede vores fond”.
Man kan delvist sidestille betalingen med den provision en ejendomsmægler opnår ved et ejendomssalg. Men hvor mæglerens salær betales af sælgeren af ejendommen, så er det ejendommelig nok køber, der betaler tegningsprovisionen, når det er et investeringsbevis.
Det betyder, at investor betaler fx 101 kr. for et investeringsbevis som kun er 100 kr. værd. Det giver investor et øjeblikkeligt tab på én krone eftersom den ene krone der er betalt ekstra er brugt til at honorere investeringsrådgiveren. Det lyder ikke af meget, men køber man investeringsbeviser for 1 mio. kr. hedder tabet derimod 10.000 kr. Penge fra investors lomme som er gået til at betale provision til rådgiveren. Investors reelle tab vil faktisk være en anelse større, idet der også betales for andre omkostninger forbundet med handlen. Mange danske fonde kan handles på den lokale børs og her vil man af og til kunne handle til bedre eller dårligere priser end dem som foreningen oplyser.
Ifølge Morningstars oplysninger er den maksimale tegningsprovision 2 pct. blandt danske fonde målrettet private investorer. I alt 12 fonde giver på vegne af investorerne 2 pct. i tegningsprovision til deres distributører. Det er en række fonde fra SEBinvest, fondene fra BLS Invest og fonden Investin Coin Absolut Afkast.
Vi skønner, at cirka 87 pct. af alle danske fonde betaler tegningsprovision til deres distributører. Den gennemsnitlige provision for aktiefonde er 1,05 pct., og for obligationsfondene er gennemsnittet 0,77 pct.
Markedsføringsprovision
Det er en løbende provision, som betales af investorerne til den bank, hvor investorerne får opbevaret deres investeringsbeviser. Investorerne betaler provisionen så længe de ejer investeringsbeviserne. Betalingen er en opkrævning for at banken yder investeringsrådgivning til kunden.
For at finde ud af hvor meget man betaler i markedsføringsprovision i de enkelte fonde må man ned i fondenes prospekter. Det er bestemt ikke altid lige interessant læsning, men det er ofte her det med småt står angivet. Men selvom alle fondens aftaler bør være beskrevet her, så kan det i nogle tilfælde være mere end svært at finde frem til provisionen.
Nogle foreninger angiver blot, at de har indgået en aftale om markedsføring, men skriver ikke, hvor meget der betales for ydelsen. Andre skriver at markedsføringen varetages af tredjepart – typisk investeringsforvaltningsselskabet eller et fondsmæglerselskab – og undlader også at nævne hvad der betales for ydelsen. Andre igen nævner intet om sådanne aftaler til trods for at omkostningsprocenterne er så høje, at man har svært ved at forestille sig, at der ikke betales for sådan en ydelse. Enkelte foreninger slår det sammen med porteføljeplejen af fondene, så man ikke kan se, hvor meget der går til hvad. Endelig er der nogle fonde uden markedsføringsprovision, men som investerer i andre fonde, og hvor betalingen i stedet sker fra disse fonde.
Umiddelbart er det de store investeringsforeninger Danske, Nordea, Jyske og Sydinvest m.fl. som er mest klare i mælet om, hvor meget der bliver betalt i markedsføringsprovision. Større gennemsigtighed og ensartethed i prospekterne på tværs af foreningerne vil klart være at foretrække på dette væsentlige område.
Nogle banker er begyndt at oplyse på deres hjemmesider, hvor meget de modtager i provision fra fondene. Så hvis det kniber med at finde satserne i prospekterne kan bankernes hjemmesider til tider give et fingerpeg om provisionens størrelse.
Efter vores skøn betaler 95 pct. af alle danske fonde målrettet private investorer markedsføringsprovision. Ifølge vores registreringer er markedsføringsprovisionen størst i Alfred Berg Rusland, hvor der gives op til 2 pct. Dernæst følger en række fonde under Nordea Invest Portefølje med markedsføringsprovision på 1,6 pct.
På tværs af alle fonde er den gennemsnitlige markedsføringsprovision 0,58 pct. For aktiefonde er gennemsnittet 0,69 pct. og 0,41 pct. i provision for obligationsfondene
Under 2 pct. af fondene på det danske marked betaler hverken tegnings- eller markedsføringsprovision, så hvis man ikke er til provision er udvalget stærkt begrænset.
