Omkostninger i investeringsforeninger tages direkte fra investorernes opsparing. Det betyder at dyre fonde skal være endnu skrappere til at levere attraktive afkast førend investorerne også får glæde af præstationerne. Derfor kan nogle fristes til at forfølge en forsimplet investeringsstrategi, hvor de billigste fonde er lig med markedets bedste afkast. Det er imidlertid ikke altid en optimal strategi, og en ensidig fokusering på omkostninger vil sjældent føre til de bedste fondsvalg.
Omkostningerne i investeringsforeninger bør dog indgå som et centralt element i enhver investeringsbeslutning, og derfor er det et emne, som vi hos Morningstar bruger en del energi på at belyse. Senere på måneden offentliggør vi en helt ny analyse, hvor vi sætter omkostningerne under lup i danske investeringsforeninger i både et nordisk og europæisk perspektiv.
De årlige administrationsomkostninger dækker blandt andet, administration, honorar til distributører, honorar til rådgivere med mere. I visse tilfælde indeholder posten også et såkaldt performance fee, som i perioder kan give betydelig højere administrationsomkostninger.
Performance fee
Performance fee er en belønning til investeringsrådgiveren, hvis der leveres ekstraordinære gode afkast. Typisk udløses et sådant performance fee, når afkastet overstiger markedsafkastet eller en given rentesats.
Tankegangen lyder besnærende eftersom at rådgiveren belønnes, når der skabes gode resultater, men strukturen bør vælges med omtanke. Performance fee er mest udbredt uden for landets grænser. Det er måske i virkeligheden meget godt for de konstruktioner vi har set herhjemme er ikke særlige investorvenlige.
Hvis performance fee benyttes forkert kan de være med til at belønne manageren for end ikke at opfylde minimumskvalifikationerne for sit arbejde. Det er trods alt sådan, at aktivt forvaltede fonde i forvejen er dyrere end passive indeksfonde, netop fordi manageren forventer at kunne slå et indeks. Så på sin vis indeholder fondens administrationsomkostninger allerede en belønning af manageren for at slå indekset.
Skrues performance fee derimod ordentligt sammen, kan de være med til at give manageren et incitament, som stemmer overens med investorernes, uden at omkostningerne løber løbsk. Meningerne om performance fee er mange og forskellige, men nogle metoder virker umiddelbart mere hensigtsmæssige end andre.
Symmetrisk aflønning
Ideelt set bør performance fee skrues sammen så de fungerer symmetrisk. Det vil sige, at omkostningerne stiger, når fonden klarer sig bedre end sit indeks, og omvendt falder lige så meget når den klarer sig ringere. Den gængse struktur i det meste af Europa, herunder Danmark, er imidlertid at den typiske struktur alene er designet til at stige og ikke falde, hvilket kan synes som en uhensigtsmæssig model for investorerne.
Derudover bør man alt andet lige også have en rimelig formodning om, at den ’faste’ omkostningsprocent er lavere for fonde med performance end for dem uden. Er det ikke tilfældet påtager fonden selv sig ikke nogen risiko, da den blot vil få helt almindelig betaling som aktivt forvaltet fond, selv når den klarer sig ringere end sit indeks. Her kan vi se, at danske fonde med performance fee hverken er billigere eller dyrere end dem uden, så også her er modellen ikke særlig investorvenlig. I flere europæiske lande er de ’faste’ omkostninger faktisk højere end gennemsnittet, når det er fonde med performance fee.
Symmetrien og et lavt fast omkostningsniveau gør det dog ikke alene. For at performance fee skal virke efter hensigten er det essentielt, at det valgte benchmark tæt afspejler det marked som porteføljemanageren investerer i. I de tilfælde hvor strategien systematisk afviger fra indekset, så vil aflønningen i højere grad bygge på tilfældigheder og dermed ikke leve op til sit oprindelige formål om at belønne forvalteren for succesfulde aktive handlinger.
Positivt afkast
En uheldig trend vi blandt andet ser hos danske fonde med performance fee er, at det blot udløses ved positivt afkast. Siden 1900-tallet har danske aktier givet omtrent 9 pct. i afkast om året. Hvis performance fee fx udgør 10 pct. af positivt afkast vil rådgiveren få rundt regnet 0,9 pct. point oven i den faste omkostningsbetaling. For hvad? Ingenting. Vi ved allerede, at de faste omkostninger ikke er lavere i fonde med performance fee, så når alt kommer til alt betaler investor blot 0,9 pct. point ekstra for at få markedsafkastet. Så i virkeligheden ender man blot ud med en mere end almindelig dyr indeksfond.
I beregningen af performance fee bør fonden benytte et såkaldt high-water mark, hvor der kun beregnes performance fee, hvis dagens kurs er højere end seneste højeste kurs. Herved undgår investorerne, at betale performance fee af stigninger der kommer efter tidligere fald. Hvis en fond fx klarede sig skidt under finanskrisen skal investorerne ikke betale performance fee førend det tabte er genvundet. Her har vi også tidligere set uheldige eksempler på det danske marked, som bestemt ikke var til investorernes gunst, men de fonde er heldigvis ikke længere i live.
Ideelt set bør omkostningerne stige når fonden giver gode resultater, og falde når præstationerne halter efter markedet. Det er dog langt fra tilfældet og ofte er performance fee sat sammen, så omkostningerne kun kan stige og ikke falde. I det mindste bør de faste omkostninger så være lavere end gennemsnittet på en sammenlignelig aktivt forvaltet fond. Det er dog heller ikke det gængse tilfælde blandt de danske fonde, som gør brug af performance fee.
