Hovedparten af alle private investorer i danske investeringsforeninger betaler det der kaldes markedsføringsprovision. Det er en løbende provision, som betales af investorerne via foreningen til det pengeinstitut, hvor investorerne har deres depot og investeringsbeviser.
Betalingen dækker over at investeringsforeningerne har outsourcet rådgivningsopgaven af investorerne til deres distributører – typisk en bank. Banken er traditionelt nærmere kunden og har dermed ofte et godt kendskab til kundens økonomiske forhold, som er central i enhver investeringsrådgivning.
Det giver som sådan god mening at outsource opgaven, og det er også helt rimeligt, at kunderne skal betale for rådgivning, men der er alligevel flere uhensigtsmæssigheder i måden betalingen sker på. For det første betaler alle private investorer denne provision – uanset om de modtager rådgivning eller ej. Det er altså en omkostning, som nogle investorer betaler, uden nødvendigvis at få en modydelse.
For det andet er det en ’skjult’ omkostning, der ikke er direkte synlig for investorerne. En investor, der får rådgivning om sin opsparing på 1 mio. kr. betaler rundt regnet i omegnen af 7.000 kr. for rådgivningen. Heraf er de 6.000 kr. en årlig tilbagevendende betaling. De færreste er nok reelt klar over, hvad de egentligt betaler. Derudover er det næsten givet at prisen for den almindelige private investor ikke kan forhandles eftersom at prisskiltningen ikke er særlig gennemsigtig og ikke betales direkte af investor selv. Endelig kan strukturen skabe et incitament til at anbefale fonde med størst provision.
Det er ikke nogen nem sag for den private investor at komme udenom markedsføringsprovision i de danske investeringsforeninger. Det er nemlig kun få fonde, som ikke betaler provisionen. Et par af dem er fx Investin Optimal Verdensindex, Maj Invest Pension, Maj Invest Obligationer og Nykredit Invest Globale Aktier. Man skal dog være opmærksom på, at man i visse af fondene fortsat betaler det, der kaldes tegningsprovision. Provisionen dækker som sådan over samme ydelse, men betales dog kun én gang – nemlig i købssituationen.
Introduceret i 1980
Provisionen er ikke en ny opfindelse og på det amerikanske marked, hvor provisionen kaldes 12b-1, blev den indført helt tilbage i 1980. Dengang blev provisionen ført i stilling som en omkostningsbesparelse. Forvirret? Sandsynligvis – men rationalet dengang var, at hvis fondsinvestorerne betalte mere til investeringsforeningerne, så ville foreningerne opkræve mindre hos investorerne. Det skal forstås sådan, at hvis investeringsforeningerne betalte for distribution, så ville fondsformuerne vokse hurtigere og dermed ville investorerne tidligere end ellers kunne opnå stordriftsfordele med lavere omkostningsprocenter som gevinst.
Det var sådan fondslobbyisterne dengang argumenterede for provisionen. Hvordan udviklede det sig så? Formuerne steg ganske vist som forventet, men uheldigvis gik omkostningerne – modsat argumentationen – også op.
I de fleste tilfælde endte det ud med en større omsætning for fondsforvalterne. Provisionen gjorde dem i stand til at øge formuen og dermed omsætningen. Hovedparten af denne nye omsætning gik altså ikke til at reducere omkostningerne for eksisterende fondsinvestorer og stordriftsfordelene udeblev med andre ord. I stedet gik det meste af den nye omsætning til at booste indtjeningen for kapitalforvalterne.
Intet nyt under solen
Der er intet nyt i disse kendsgerninger. For næsten et årti tilbage undersøgte det amerikanske finanstilsyn, SEC, effekten af 12b-1 introduktionen og hvordan det påvirkede omkostninger og fordelene for investorerne. Konklusionen fra tilsynets rapport var nedslående. SEC konstaterede, at mens 12b-1 fondene generelt voksede hurtigere end dem uden provisionen, så kom fordelene af denne hurtigere vækst ikke investorerne til gode i form af lavere gns. omkostningsprocenter. Med andre ord, så betalte fondsinvestorerne for væksten i fondene, mens fondsforvalterne var dem, der primært høstede frugterne af væksten.
12b-1 provisionen havde andre uheldige bivirkninger. Den første var introduktionen og det efterfølgende virvar omkring fondsklasser. Nu kunne én fond fås i B, C, D, R eller Z udgaver. Uden 12b-1 ville én fondsklasse være tilstrækkelig til at servicere alle slags investorer, så provisionen var blot med til at komplicere tingene for alle parter.
Før provisionen eksisterede kunne investorerne enten købe en investeringsforening via en rådgiver og betale en salgsprovision med det samme, eller de kunne købe direkte hos fondsforvalteren og derved undgå salgsprovisionen. I begge tilfælde var det klart for investor hvad han betalte (eller ikke betalte). Introduktionen af de nye fondsklasser gjorde det mindre gennemsigtigt for investorerne hvad de rent faktisk betalte.
Herhjemme har markedsføringsprovisionen ifølge InvesteringsForeningsRådet i alle dage været en del af omkostningsstrukturen ved at investere i danske investeringsforeninger. Det hjemlige fondsmarked tog fart i firserne og foreningerne blev jf. IFR typisk stiftet på initiativ af pengeinstitutterne. Allerede dengang var markedsføringsprovisionen en forankret del af den omkostningsstruktur, som vi kender den i dag.
Det engelske finanstilsyn tog fra årsskiftet 2012/23 konsekvensen af uhensigtsmæssighederne i omkostningsstrukturen og indførte forbud mod at investeringsrådgivere modtager enhver form for provision fra udbyderne af de investeringsprodukter som sælges.
Fremover skal investorerne i stedet betale rådgiverne direkte for det udførte arbejde. Det er langt mere gennemsigtigt og investorerne vil blive bevidste om, hvor meget de reelt betaler for rådgivningen. Holland er på vej med lignende forbud og det svenske tilsyn skulle efter sigende gøre sig overvejelser i den retning.
