Danske investorer valgte i juni måned at investere yderligere 400 mio. kr. i danske investeringsforeninger, som fortrinsvist er målrettet private investorer. I andet kvartal løb de samlede ny-investeringer op i 1,5 mia. kr., mens der for hele året er tale om et tilbagesalg af investeringsbeviser på godt 3 mia. kr.
I foråret blev der udbetalt rekordhøje udbytter til investorerne, og udlodningerne har naturligvis sat sine spor på kapitalbevægelserne i de enkelte fonde. Udbytterne kan dog efterhånden nu kun i en mindre grad forklare udviklingen i fondenes formuer, mens det i større udstrækning er et resultat af omlægning i investorernes porteføljer.
Interessen kølnet
Sidste års trækplaster var uden tvivl obligationer fra højrentelandene. Knap 10 mia. kr. valgte investorerne at investere i disse fonde og interessen var intakt gennem hele året. Denne positive optimisme omkring aktivklassen har imidlertid ændret sig i 2013 og interessen er langt fra intakt længere. Faktisk er der blevet returneret 6 mia. kr. fra investorerne til fondene med fokus på valutaafdækkede højrenteobligationer. Obligationer i lokal valuta har haft mere held med at bevare interessen, men de seneste tal for juni tyder på, at disse obligationer heller ikke er så attraktive længere. 170 mio. kr. blev returneret fra investorerne i juni.
Både højt og lavt ratede virksomhedsobligationer var også populære sidste år med ny-investeringer i niveauet 10 mia. kr., men her er billedet mere mikset i år. Lavt ratede high yield obligationer formår tilsyneladende at bevare investorernes interesse i år eftersom der er købt yderligere op i disse fonde. Derimod er fondene med fokus på investment grade – de bedst ratede virksomhedsobligationer – ramt af tilbagesalg.
Den helt store taber i 2012 var danske obligationer. Investorerne returnerede investeringsbeviser for mere end 12 mia. kr. i disse fonde, og det er vores skøn at mange af disse penge blev investeret i obligationer – udstedt af udviklingslandene eller virksomheder. Selvom interessen her nu også er kølnet temmelig meget af, så er der ikke noget der tyder på at investorerne vender tilbage til danske obligationer. De er fortsat ramt af tilbagesalg i 2013, men der er dog tegn på fornyet interesse for både korte og lange danske obligationer, mens investorerne fortsat er tøvende over for mellemlange obligationer.
Globale aktier hitter
På aktiefronten samler investorernes fokus og interesse i år sig om globale aktiefonde. De danske fonde i Morningstars globale blendkategori blev over en forholdsvis bred kam ganske efterspurgt i 1. halvår og tiltrak sig samlet set knap 3 mia. kr. i nye penge. Det svarer til en vækst på 10 pct. siden årets start. BankInvest Højt Udbytte - eneste danske fond med fokus på globale aktier med højt udbytte – er også populær blandt investorerne. 900 mio. kr. er kommet til i nye penge i 2013.
Japanske aktier er buldret frem i år med solide afkast og investorerne har da heller ikke været længe om at kvittere med nye penge til kategorien. Investorerne i Nordea Invest er mest lune på landet i øst, mens Danske Invest omvendt er ramt af tilbagesalg fra investorerne.
Fonde med amerikanske blendaktier blev ramt af tilbagesalg i halvåret. Det amerikanske aktiemarked er ellers et af dem med størst fremgang i år. Der blev solgt ud i stort set samtlige fonde, og fornylig foretog Nykredit en større omlægning i deres amerikanske portefølje. Efter en længere periode med sløj performance blev MMI USA – RCM solgt ud til fordel for den nylancerede MMI USA Small/Mid Cap.
Sådan handlede europæiske investorer
På europæisk plan var der tilbagesalg i juni, og obligationsfondene stod for størstedelen. Der blev i alt returneret investeringsbeviser for 57 mia. euro, hvor obligationsfondene stod for næsten halvdelen. Aktiefondene blev ramt af det største tilbagesalg siden maj 2012 og det var især emerging markets aktierne, som faldt i unåde hos investorerne.
Europæiske investorer har – ligesom de danske – heller ikke længe samme fidus til de mere risikofyldte obligationstyper. Både virksomhedsobligationer og højrentelande blev i stor stil frasolgt i måneden og kategorier med fokus på sådanne obligationer blev de fem mest frasolgte kategorier i juni.
Derimod samler interessen sig i højere grad om balancerede fonde, der både investerer i aktier og obligationer. Amerikanske aktier er fortsat et hit blandt europæiske investorer ligesom fondene med fokus på aktier med højt udbytte også oplever en pæn efterspørgsel.