Morningstar Ratingen er et redskab for den private investor til at navigere rundt i det stadigt hastigt voksende marked for investeringsforeninger. Der er mange fonde at vælge imellem, så den private investor kan nemt miste overblikket. Her er ratingen et godt sted at begynde, når investorerne skal i gang med at vælge fonde. Morningstar Ratingen kan også være et uvildigt modspil til ens investeringsrådgivers argumentation om, hvorfor man netop skal følge hendes anbefalinger. Der skal trods alt stærke argumenter til at forsvare anbefalinger af fonde, som historisk har været blandt de dårligste.
Når dagen er omme er det for de fleste investorer afkastet der tæller, og Morningstar Ratingen belønner fonde med gode historiske afkast. Men det trækker ned i vurderingen, hvis flotte afkast er kommet i hus ved at fondene har løbet flere risici end andre fonde med samme investeringsstrategi.
Ratingen tager også højde for omkostningerne ved at investere i fondene. Det er både de løbende omkostninger, og dem der er forbundet med at købe sig ind og ud af fondene. Høje omkostninger kommer ikke blot til udtryk i form af et lavere afkast, men også antallet af Morningstar stjerner. Billige fonde vil derfor alt andet lige have en fordel, når stjernerne skal uddeles.
Erfaringsmæssigt ved vi også, at Morningstar Ratingen fremhæver fonde med lavere omsætningshastighed og større stabilitet i investeringsteamet – alle sammen parametre som direkte eller indirekte har effekt på antallet af opnåede Morningstar stjerner.
Jo flere stjerner en fond opnår des bedre har resultaterne været i forhold til sammenlignelige konkurrenter. Vi rater fonde på tværs af alle europæiske lande – blot de har samme investeringsstrategi. Der gives fra én til de maksimale fem stjerner, der gives til top 10 pct. mens de dårligste 10 pct. må nøjes med én stjerne. Tre stjerner er et udtryk for en middelmådig fond, mens to og fire stjerner er henholdsvis under og over middel, uden dog at være helt i bund eller top. Morningstars kategorier er et hovedelement i ratingen, således at fonde med samme investeringsstrategi vurderes op mod hinanden.
Månedlig opdatering
Morningstar Ratingen opdateres hver måned og herhjemme offentliggør vi månedligt en rangering af danske investeringsforeninger indbyrdes og relativt til fondsudbuddet i de øvrige europæiske lande.
I europæisk perspektiv viser billedet, at danske investorer alt andet lige har nemmere ved at finde gode fonde, sammenlignet med investorer fra andre lande. Det er den gennemgående konklusion, når man ser ud over landets grænser og vurderer de lokale fondsudbud på hvert af markederne. På det danske marked er der nemlig en overvægt af højtratede fonde med både fire og femstjerner og samtidig en tilsvarende underrepræsentation af fonde med en og to stjerner. Det betyder, at der i Danmark er betydelig flere fonde med fem stjerner i forhold til antallet af fonde med én stjerne, skønt der samlet set uddeles lige mange af hver på europæisk plan.
Det er lykkedes Danmark at fastholde det højeste rating gennemsnit på tværs af alle europæiske lande i intet mindre end 16 måneder, men her i maj passerede Holland akkurat Danmark. Forskellen skal dog afgøres på tredjedecimalen, så forhåbentlig er det blot et spørgsmål om tid inden Danmark igen er i front.
Flere af de sydeuropæiske lande – Spanien, Italien og Frankrig - ligger i den tunge ende af ranglisten, og har den modsatte fordeling af stjerner. Landene er underrepræsenterede i fem og fire stjernede fonde og overrepræsenterede i et, to og trestjernede fonde.
Forskel i kvalitet
De danske fonde klarer sig altså godt i europæisk perspektiv, men det er stadig en gennemsnitsbetragtning. Med andre ord er der også kvalitetsforskelle blandt de danske investeringsforeninger.
Maj Invest er i fortsat den bedst ratede hjemlige investeringsforening. Det har den været siden foreningens fonde blev ratet første gang tilbage i december 2008. Det er 54 måneder siden. Afstanden ned til nummer to på listen, Skagen Fondene, er dog mindre nu end den har været længe.
I bunden af tabellen ligger foreningerne Alm. Brand Invest og Lån & Spar Invest med gennemsnitlige ratings på henholdsvis 3 og 3,1. I europæisk perspektiv svarer det til en middelmådig fondspalette, men qua det høje bundniveau herhjemme giver det en bundplacering med danske briller.
Sparinvest tager et hop op i tabellen. Det skyldes primært, at Sparindex nu er fusioneret ind i Sparinvest og dermed indgår under Sparinvest i ranglisten. Indeksfondene fra Sparindex har gennemsnitlig en højere rating end fondene fra Sparinvest og løfter niveauet.
I alt 56 danske fonde fik en ændret rating i maj. 31 fonde fik flere stjerner, mens 25 gik tilbage. Fem fonde blev ratet for første gang. Af dem kom Jyske Invest Brasilianske Aktier bedst fra start med i alt fire stjerner.
Er du til fonde med lavere risiko, lavere omkostninger, lavere omsætningshastighed, bedre fondsafkast, og mere stabilt investeringsteam – så hold øje med hvor mange Morningstar stjerner dine fonde har – for det er alle sammen parametre, der direkte eller indirekte har effekt på antallet af opnåede Morningstar stjerner.