Ordbog

Info Ratio

Information Ratio eller Info Ratio er et nøgletal, som anvendes til at vurdere og måle en aktiv forvalters (i modsætning til en passiv forvalter i.e. en indeksfond) evne til at bibringe afkast ved en given risiko. Altså porteføljemanagerens evne til - ved sine investeringsbeslutninger - at tilføre værdi.

Information Ratio er en relativ måling set i forhold til et benchmark (-indeks), og målingen er relevant, fordi porteføljemanageren ved at have et anderledes antal investeringer, en anden vægt eller ved at gennemføre handler på et andet tidspunkt end indekset potentielt kan skabe mere eller mindre afkast end indekset.

Ganske enkelt søger porteføljemanageren ved sine investeringsbeslutninger at skabe et merafkast i forhold til indekset (det er det, han får sin løn får, og en af årsagerne til at aktivt forvaltede fonde har højere omkostninger end passivt forvaltede), og det er den evne, som Information Ratio måler. Derfor anvendes nøgletallet ofte til at vurdere ensartede fondes evner - eksempelvis to brede Globale large Cap-fondes evne til at skabe en høj Information Ratio i forhold til MSCI Verden.

Information Ratio beregnes som forvalterens eller fondens merafkast i forhold til det relevante benchmark divideret med standardafvigelsen af merafkastet mellem fonden og dens benchmark – det som kaldes tracking error.

Information Ratio skal helst være positiv, da det vil indikere et positivt merafkast, og mange eksperter vil sige, at en Information Ratio omkring 0,5 er ganske udmærket for en fond.

© Copyright 2024 Morningstar, Inc. All rights reserved.

Brugervilkår        Fortrolighedspolitik        Cookie Settings        Offentliggørelser