Østeuropæiske aktier har været en rigtig god investering indtil nu i år. Det russiske marked har ikke klaret sig helt så godt som de andre lande i regionen, blandt andet på grund af Yukos sagen. Alligevel kan den russiske udvikling dog ikke betegnes som værende dårlig.
I perioden fra årets start og frem til den 19. november har de østeuropæiske aktier klaret sig flot med et afkast på cirka 30 pct. (målt på MSCI Østeuropa i danske kroner), mens de globale aktier kun har givet et afkast på 7,2 pct.
Det i regionen tungtvejende russiske marked har bidraget med et afkast på 12,8 pct., mens det ungarske har bidraget med hele 69,5 pct. Tjekkiet og Polen har også oplevet en imponerende udvikling med stigninger på henholdsvis 58,6 pct. og 31,7 pct.
De danske fonde i Morningstar Kategorien™ ’Central- og Østeuropa – Aktier’ har i gennemsnit givet et afkast på 25,6 pct. siden årets begyndelse.
Afklaring ønskes
De russiske myndigheders skattesag mod olieselskabet Yukos har nu snart stået på i halvandet år og minder investorerne til stadighed om, at der er en politisk risiko ved at investere i Rusland.
- Der ikke nogen tvivl om, at Yukos sagen har skadet det russiske aktiemarked. Selvom de russiske aktier er steget pænt i år, så ville de være steget mere, hvis Yukos sagen aldrig havde fundet sted. Investorerne har simpelthen øget deres afkastkrav på grund af den politiske usikkerhed, som Yukos-sagen er eksponent for, udtaler Jan-Olov Olsson med ansvar for fonden Alfred Berg Rusland.
Nyhederne har i efteråret primært drejet sig om tvangssalget af Yukos’ største datterselskab, Yuganskeneftegaz, da de russiske myndigheder først bad en tysk bank om at lave en værdiansættelse af datterselskabet. Men bankens vurdering blev forkastet, da man fandt den urealistisk høj. Senest har myndighederne meldt ud, at datterselskab skal sælges på auktion den 19. december.
- Den konstante nyhedsstrøm i skattesagen er med til at holde investorernes fokus, og sagen er dermed en klods om benet på det russiske aktiemarked. En hurtig afklaring vil derfor gavne de russiske aktier, næsten uanset, hvor dårligt Yukosaktionærerne bliver behandlet, vurderer Jan-Olov Olsson
Rusland udgør i gennemsnit 44 pct. af fondene i Morningstar Kategorien™ ’Central- og Østeuropa – Aktier’ og har dermed afgørende betydning for kategorien.
Lys fremtid i Rusland
Der er en række faktorer, der peger på Rusland som et attraktivt investeringsmarked i det kommende år.
- Vi tror de seneste års flotte udvikling vil fortsætte et stykke tid endnu. Vi bygger vores tro på den stærke økonomiske vækst i Rusland, den voksende middelklasse med øget forbrug og endelig en forbedring i virksomhedernes effektivitet og ledelse, udtaler porteføljemanageren fra Alfred Berg.
Til trods for sin positive grundholdning til de russiske aktier, så fremhæver Jan-Olov Olsson, at der også er risici forbundet med at investerer i det russiske marked.
- Det russiske marked indeholder en række latente farer. For eksempel kan en uheldig udvikling i Tjetjenien, en fortsat langstrakt Yukos sag eller en tilbagegang på vigtige eksportmarkeder, herunder Kina, lægge en dæmper på det russiske aktiemarked.